Victoria Bang Zindorff i springdebut

04-11-2024 18:34

Victoria Bang Zindorff er danmarksmester i dressur for juniorer, sølvmedaljetager til EM med det danske ponyhold, ligesom hun er dobbelt nordisk mester. I weekenden blev hun også springstævne-deltager, da hun debuterede med Quibus Secondo  

Copyright Ridehesten.com
Victoria Bang Zindorff har i den forgangne weekend haft springstævnedebut med Quibus Secondo. Foto: Privat

De fleste kender nok Victoria Bang Zindorff som en ung, yderst talentfuld dressurrytter. Med sine kun 14 år har hun allerede utallige sejre og medaljer på cv'et. For eksempel vandt hun tidligere på året Agria DRF-mesterskabet for juniorer med den 18-årige DV-vallak Atterupgaards Final Kiss e. French Kiss/ Diamond (opdr. Atterupgaard). Senere på sommeren var hun på det danske EM-ponyhold, der tog en sølvmedalje med hjem, og det er blot nogle af de flotte resultater, den unge rytter har opnået på både den danske og internationale dressurbane. 

Copyright Ridehesten.com
Victoria Bang Zindorff og Atterupgaards Final Kiss efter deres DM-sejr tidligere på året. Foto: Ridehesten.com/ Mie Thorup Poulsen

Nu har den unge dressurrytter også bevist, at hun ikke blot er en dygtig rytter i sadlen på sine dressurheste, da hun i den forgangne weekend sadlede om, hoppede i springsadlen og deltog ved Aarhus Rideklubs C-stævne med den 17-årige vallak, Quibus Secondo e. Quidam De Revel/ Come on. Vallakken rides normalt af springrytter, Signe Dueholm Veng, og sammen har de haft flere sejre og placeringer op til 145 cm, senest til World Cup-stævnet i Herning, hvor parret havde en flot fejlfri runde i 130 cm. Derudover har vallakken fungeret som læremester for juniorrytter, Holger Haastrup Kristensen, hvor parret blandt andet blev nummer fem ved Agria DRF-mesterskabet for childrenryttere tidligere på året. 

I weekenden overtog Victoria Bang Zindorff så tøjlerne på den rutinerede vallak, og sammen deltog de i en 100 cm-klasse, hvilket var Victorias springstævnedebut på hest. Parret red en yderst harmonisk og flot fejlfri runde, men vigtigst af alt, var det en virkelig sjov oplevelse, fortæller Victoria: 

Det var en virkelig sjov, fed og lidt vild oplevelse. Det var enormt sødt af Signe og hendes forældre, at jeg måtte låne verdens sødeste Quibus. Jeg synes virkelig, at springning er sjovt, men det er nok dressur, jeg har mest talent for. Jeg havde virkelig en fantastisk oplevelse, selvom mine forældre også var noget nervøse, da jeg ikke har sprunget i mange år. 

Forinden parrets springstævnedebut havde Victoria blot siddet i sadlen på Quibus to gange, noget Victorias mor, den erfarne og dygtige dressurrytter, Lone Bang Zindorff, var en smule nervøs for, skrev hun på sin Instagram, da parret havde klaret sig fejlfrit igennem debuten. Dog var der ingen grund til bekymring, da den erfarne vallak endnu en gang gav en ung og dygtig springrytter en god oplevelse i bagagen. 

Klassens start- og resultatliste. 

Copyright Ridehesten.com
Victoria Bang Zindorff med sine forældre ved sin side. Foto: Ridehesten.com/ Mie Thorup Poulsen
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner