Tæt afslutning i kampen om guldet

18-08-2024 19:28

DRF-mesterskabet for kat. II og I ponyer i dressur er nu blevet afviklet, og dermed er de nye danmarksmestre fundet. I begge klasser var der en usædvanlig tæt kamp om guldmedaljen

Hovgaard Rideklub har nu for ottende gang i streg været værter for DRF-mesterskabet i ponydressur. Det har været et begivenhedsrigt stævne med god og festlig stemning samt mange dygtige ponyryttere, der viste flot ridning. Mens vinderen af mesterskabet for de mindste ponyer blev fundet i går, var det tid for de to andre mesterskaber i dag. 

Hattrick til Juliane
I kat. II ponyernes mesterskab lå de to bedste ekvipager tæt i toppen efter den indledende runde i går: Agnes Ørnskov Beier og Timms My Fritz e. Grenzhiehes My Fireball/ Orchard D'Avranches var bedst og red til 71,949% skarpt efterfulgt af Juliane Danvad Fredbøg og Spirit-Kick e. Clausholm Donatello/ Attention, der red til 71,641%. Kampen om guldmedaljen var derfor særdeles åben, da det i dag var tid til kür, og her blev der - på tætteste vis - rykket rundt på placeringerne. Bedst af alle i küren var nemlig Juliane og Spirit-Kick som med et velkomponeret program fik 76-78% i kunstnerisk score, hvilket sikrede dem 75,200%. Mod Agnes og Timms My Fritz kürscore på 74,750% var det lige akkurat nok til, at det blev Juliane og Spirit-Kick, der red guldmedaljen i hus med samlede 146,841%. Særligt imponerende er det, at det er den tredje danmarksmesterskabstitel i træk for ekvipagen.

Sølvmedaljen gik dermed til Agnes Ørnskov Beier og Timms My Fritz med 146,699%. Timms My Fritz er en erfaren medaljetager og har bl.a. vundet sølv i samme mesterskab med Josephine Gert Nielsen i 2021 og bronze med Sofia Rosenkilde året efter. Den bronzefarvede medalje i årets mesterskab gik til Anna Dora Munch og Giotto e. Hesselteichs Golden Dream/ Valiant Starlight, der også leverede gode ridt, men dog ikke var med i kampen om medaljen af den fineste karat. De fik sammenlagte 136,748%. 

Det samlede resultat.

Lige så tæt hos 1'erne
Mindst lige så tæt var det hos kat. I ponyerne, hvis mesterskab også blev afgjort her til eftermiddag. Niveauet var desuden særdeles højt over hele linjen i finalen, hvor de 11 bedste ryttere alle havde et gennemsnit på over 70%. DRF-mesteren for kat. I 2024 i ponydressur blev som sidste år Sofia Rosenkilde og Cosmo Royale e. Cosmopolitan D/ Casino Royale K, der også var med på det danske sølvvindende hold ved årets EM. De tog sejren i går med 74,282% i den indledende PRM-klasse, og selvom de blev slået af Victoria Bang Zindorff og Del Classico e. D-Day AT/ Classic Dancer I i dagens kür, var deres samlede præstation nok til at ride guldet hjem endnu en gang. De fik 149,782%, mens Victoria og Del Classico efter dagens kür til 76,000% endte på 149,179%, ikke langt efter. Det gav dem altså sølvmedaljen, hvilket i øvrigt er Victorias anden DM-medalje i år. Hun vandt nemlig DRF-mesterskabet for juniorer tidligere på året. Bronzemedaljen gik til Filippa Jæger Jensen Crown Charm of Royal e. Casino Royale K/ Monte Christo, der avancerede fra gårsdagens fjerdeplads og dermed red sig ind i medaljerækken. Hun fik alt i alt 146,708%. 

Således er årets mesterskaber i ponydressur afviklet og med det høje niveau hos de danske ponyryttere, blev det altså en spændende kamp med masser af flot ridning, der blev afgjort på et mulehår.

Det samlede resultat.

Copyright Ridehesten.com
Podiet i kat. I-ponyernes mesterskab. Victoria Bang Zindorff, Sofia Rosenkilde og Filippa Jæger Jensen. Foto: Ridehesten.com/Mie Thorup Poulsen

Ridehestens fotograf har været til stede til stævnet både lørdag og søndag. Billederne kan snarest ses og købes online.

Læs også

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner