Astrid Ø. Sørensen
Den 8-årige hannoveranerhoppe Vianne e. Vitalis/ Ramiro's Bube/ De Niro er avlet af den amerikanske Grand Prix-rytter Catherine Haddad Staller. Hun startede under sin tid i Tyskland sin egen avl med en stammehoppe fra Ewald Grotelueschens Elfen-stamme. Efter Catherine er vendt tilbage til USA, er hun fortsat med at avle med en hoppe af denne stamme, og den skimlede Vianne er tredje generation af hendes egen avl. Catherine driver sammen med danske Ulrik Clemmesen NorCordia ApS, som står for at uddanne og sælge kvalitetsfulde dressurheste.
Viannes karriere startede under den unge, australske NorCordia-rytter Hope Beerling, som med hjælp fra Catherine uddannede hoppen igennem fire år. Sidste år kvalificerede ekvipagen sig til UVM i dressur for det amerikanske hold, og de fik en 10. plads i finalen for 7-årige heste.
Efter UVM'et blev Vianne i Europa, og Catherine Laudrup-Dufour overtog tøjlerne. Sammen vandt de en kvalifikation i Pavo og DRF's championat for 7-års heste med 81,415%, og sidenhen blev Vianne klar til Intermediare II-niveau under Dufours sikre uddannelse.
I 2021 fusionerede den amerikanske dressurrytter Catherine Haddad Staller og den danske berider og hestehandler Ulrik Clemmensen deres to virksomheder og skabte sammen med to partnere fra erhvervslivet, Frank Fjord og Brian Hedelund Nielsen, NorCordia ApS, der opkøber, uddanner og sælger dressur- og springheste, heriblandt en del danske heste. NorCordia har i Danmark haft samarbejder om heste med ryttere som Allan Grøn, Cathrine Laudrup-Dufour og Anne-Marie Hosbond.
Catherine Haddad Staller er CEO for NorCordias afdeling i USA, mens Ulrik Clemmensen er adm. direktør i NorCordia.
I februar måned valgte NorCordia at indgå et samarbejde med Kate Shoemaker, der er en af verdens bedste pararyttere. Kate stod overfor at skulle pensionere sin bedste hest Solitaer e. Sandro Hit/ De Niro, og derfor fik Haddad ideen om, at Vianne skulle være Kates nye partner.
– Vianne er for ung og for grøn til at kæmpe om nogen form for deltagelse i Grand Prix-mesterskaber i år, selvom hun har gjort bemærkelsesværdige fremskridt med Cathrine Laudrup-Dufour i de sidste fem måneder. Vi kunne ikke drømme om at lade hende starte Grand Prix i så ung en alder, fortalte Catherine dengang.
Kate fandt hurtigt ind til den skimle hoppe, og med flere internationale sejre undervejs lykkedes det for parret at kvalificere sig til PL i Paris, der blev afviklet i september måned i år. Det blev en stor succes; særligt i den individuelle kür for grad IV, hvor det blev til en bronzemedalje.
Efter et godt samarbejde i 2024 har Kate nu fået mulighed for at købe Vianne af NorCordia. Derfor kan hun altså fortsætte udviklingen med den talentfulde hoppe.
– Jeg er utroligt beæret over at have været Viannes rytter i 2024, og jeg er så taknemmelig for de fantastiske oplevelser, som Vianne og NorCordia-teamet har givet mig mulighed for at få, skriver Kate på sin Facebook-profil og fortsætter: – Vianne er nu et permanent medlem af familien. Jeg kan ikke forklare, hvor taknemmelig jeg er over at vide, at jeg får lov at se hende i stalden hver eneste morgen. Jeg ved ikke endnu, hvad vores fremtidige mål er – for nu vil jeg bare nyde at udvikle mig sammen med hende. Tusind tak til alle dem, der har gjort dette muligt, lyder det fra Kate.