Thomas Bach Jensen
Vianne e. Vitalis/ Ramiro's Bube/ De Niro er avlet af den amerikanske Grand Prix-rytter Catherine Haddad-Staller, der under sin tid i Tyskland startede sin egen avl med en stammehoppe fra Ewald Grotelueschens Elfen-stamme. Efter Catherine er vendt tilbage til USA, er hun fortsat med at avle med en hoppe af denne stamme, og den 7-årige skimlede hoppe Vianne er tredje generation af hendes egen avl.
Da hun for fire år siden ansatte den unge, australske rytter Hope Beerling, var en af Hopes første heste den dengang 3-årige Vianne, som hun og Catherine sammen har udviklet fra unghest til 7-års UVM-deltager med en 10. plads i finalen, og i mellemtiden er det blevet til sejr i det amerikanske 5-års championat samt international debutsejr som 7-års.
Vianne tilhører i dag Norcordia, der ejes af amerikanske Catherine Haddad-Staller og danske Ulrik Clemmensen, som også har en del danske heste i deres portefølje – bl.a. heste i ridning hos berider Allan Grøn.
I stedet for at vende tilbage til USA blev Vianne efter UVM i Ermelo, Holland, sendt til Danmark, hvor hoppens videre uddannelse er lagt i hænderne på Cathrine Laudrup-Dufour. Der er ifølge Norcordia ikke lagt faste planer for Viannes fremtid, men indtil videre er hoppen igennem søndagens sejr i Frederiksværk kvalificeret direkte til finalen i Pavo og Dansk Ride Forbunds championater for unge dressurheste, der foregår på Blue Hors i uge 41.