– Vi har haft et utrolig dejligt stævne

26-05-2024 06:48

Sådan lyder det fra Shannon Ketterle, der er taget to uger til Slovakiet med sin rytter Sarah Albus, hvor den står på internationalt springstævne. På en af Shannons heste vandt Sarah i går 6-års finalen

Nyheden fortsætter efter annoncen

Shannon Sporthorses har medbragt seks heste til Danube Champions Tour, som afvikles på det store anlæg i byen Samorin i det vestlige Slovakiet. Her har Shannon Ketterles rytter Sarah Albus haft travlt med at ride både CSI2*-W, CSI1* og CSIYH1* på de seks velspringende heste. Også en anden dansk rytter er i øvrigt at finde på stævnepladsen, nemlig Julia C. Foss

Lørdag blev det til en sejr i finalen for 6-års springheste, hvor Sarah på Nonanka VDL e. Inaico/ Carrera VDL fik Dannebrog til tops. Nonanka ejes af Shannon Sporthorses og RC Horses, og Shannon beskriver KWPN-hoppen som fantastisk og siger desuden til Ridehesten:

– Hun har gået 33 runder med os og 28 fejlfrie, hvoraf 28 af turene resulterede i en top 10 placering. Det er lidt nørdet at regne på, men det er sørme en vild rekord. Hun er den klogeste hest, vi længe har haft, og vi forventer os så meget af hende, lyder det fra en begejstret Shannon.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Også i 5-års finalen lørdag var der succes at spore, for her blev Sarah nr. 3 på Conthazia Z e. Conthargos/ Kannan. Også sejren i Bronzetur-finalen tog den 30-årige rytter sig af på Queen Elisabeth Della Caccia e. Quick Star/ Tuolon. 

Copyright Ridehesten.com
Sarah Albus og den 5-årige Conthazia Z. Foto: Ridehesten.com/Kristine Bojsen

Ny uge venter
Shannon fortæller, at hendes team har valgt at tage to uger afsted til Samorin med deres unge heste, for at forberede dem godt til Falsterbo Horseshow. Hun udtrykker begejstring over stævnet og glæder sig til næste uge:

Samorin er et af de flotteste og største steder, vi har være. Det er en stor anbefaling til alle danskere. Der er faste stalde samt store og lækre fibre- og græsbaner. Der er generelt smukt og rent alle steder. Vi har bare haft et utroligt dejligt stævne so far, og vi glæder os til de sidste finaler søndag og til endnu en ny uge med 30 grader, slutter Shannon, som i den kommende uge igen kan håbe på mange nulrunder til Sarah Albus og de unge heste.

Copyright Ridehesten.com
Sarah Albus er ansat som rytter hos Shannon Sportshorses. Her ses hun på Nonanka VDL. Foto: Ridehesten.com/Juliemaja Søndergaard
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner