Sarah Albus fortsætter succesen

04-11-2024 22:14

Sarah Albus er en af de danske springryttere, der lige nu er draget til varmere himmelstrøg for at ride ved det internationale springstævne i Oliva, Spanien. Her har hun redet utallige nulrunder med flotte placeringer, og i søndags gik det hele op i en højere enhed endnu en gang

Copyright Ridehesten.com
Sarah Albus fortsætter succesen i det spanske. Foto: Privat

Både i sidste uge og igen i denne uge har en hel del danske springryttere pakket lastbilerne og er draget sydpå for at ride det internationale springstævne i Oliva, Spanien. Her har særligt én af dem udmærket sig med ene fejlfrie runder og flotte placeringer.

Det er nemlig danske Sarah Albus, der arbejder som rytter ved Shannon Sporthorses, som drives af Shannon Mejnert Ketterle. I første uge af stævnet har Sarah været til start hele 17 gange, og alle 17 gange, har hun formået at ride fejlfrit over målstregen. Derudover er alle de unge heste, som Sarah har haft til start, blevet placeret i top fem i både 5-, 6- og 7-års finalerne. 

I går, søndag, blev første uge af det fantastiske stævne afsluttet med manér for hele teamet ved Shannon Sporthorses, da Sarah Albus og DV-hoppen Lugranda e. Luganer/ Laurenz (opdr. Lena Brohus), endte med en suveræn andenplads i Grand Prix'en, hvor forhindringerne lød på 140 cm. Med 42 deltagere sikrede Sarah og Lugranda sig en fejlfri og hurtig runde, der altså var nok til at sikre dem en suveræn andenplads. 

Jeg er virkelig glad for min andenplads. Lugranda er super sej inde på banen, og jeg kunne ikke have ønsket mig en bedre start på stævnet. Nu glæder jeg mig bare til resten af stævnet med hende og alle de andre seje heste, og selvfølgelig vores team, som jeg er så glad og stolt over, fortæller Sarah Albus. 

Copyright Ridehesten.com
Sarah Albus og Lugranda blev placeret som nummer to i gårsdagens 140 cm Grand Prix. Foto: Privat

I samme klasse blev to andre danske ryttere ligeledes placeret. Den ene af dem var Cornelie Catarine Christiansen på Izak e. Baltic VDL/ Matterhorn, der red en fejlfri hovedrunde og havde en enkelt nedrivning i omspringningen, hvilket rakte til en flot syvendeplads. Lige i hælene på Cornelie, var Nikoline Dresler på Chicco e. Chacco-Blue/ Cellestial, der ligeledes red fejlfrit i hovedrunden og havde en enkelt nedrivning i omspringning, hvilket rakte til en ottendeplads. 

Med en suveræn start på det fantastiske stævne i Spanien, er der lagt op til endnu en fantastisk uge med gode, danske præstationer, hvor flere af vores dygtige springryttere igen repræsenterer de røde og hvide farver under solens stråler i det spanske. 

Klassens start- og resultatliste. 

Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen