Vamos Amigos skal debutere i internationalt

07-10-2020 11:03

Cathrine Dufours 8-årige Vamos Amigos kommer med til World Cup-stævnet i Århus, hvor den talentfulde Vitalis-søn skal debutere i international Grand Prix

Copyright Ridehesten.com
Cathrine Dufour og Vamos Amigos i daglig træning. Foto: Ridehesten.com/Britt Carlsen.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Når Cathrine Dufour drager mod Vilhelmsborg for at ride World Cup-sæsonens første kvalifikation, så kommer Bohemian ikke til at rejse alene. Han får nemlig selskab i lastbilen af endnu en af Cathrine Dufours Grand Prix-hest, blot 8-årige Vamos Amigos, der indtil denne sommer kun havde startet MB-klasser.

I august i år debuterede han med Cathrine Dufour i Intermediaire og to uger senere i Grand Prix, hvor ekvipagen kvalificerede sig til DM ved Equitour, hvor de red den indledende Grand Prix til 73,02% og besatte fjerdepladsen. I sidste weekend var ekvipagen på banen igen, og ved landsstævnet i Solrød blev det til sejr med 77,467%.

Nyheden fortsætter efter annoncen

På Instagram skriver Cathrine Dufour i dag, at Vamos Amigos gør Bohemian selskab til World Cup-stævnet på Vilhelmsborg, hvor han skal gå CDI3*: – Og jeg kan næsten ikke vente til at vise ham i hans første internationale Grand Prix.

Vamos Amigos er hollandsk født hos den kendte hestehandler Eugene Reesink, og afstamningen er Vitalis/ Blue Hors Hotline/ Sandro Hit. Han har tidligere været ejet af Helgstrand Dressage og redet af Marianne Helgstrand, der startede ham i 5-års championatet i 2017, men i dag ejes hesten af den britiske familie Pidgley, der også ejer bl.a. Espe, som trænes af Cathrine Dufour.
 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner