Vamos Amigos er flyttet til England

23-09-2022 20:36

Trine Askjær-Jørgensen

For kort tid siden meldte Cathrine Laudrup-Dufour ud, at hendes makker gennem flere år og senest holdguld- og 2x individuelle sølvmedaljevinder ved VM i Herning, vallakken Vamos Amigos, flytter hjem til England – det kommer nok som en overraskelse for de fleste

Nyheden fortsætter efter annoncen

– Tiden er kommet til at vores "one in a million" Vamos Amigos skal rejse til England for at starte et nyt kapitel med hans ejer, Pidgley Dressage, skrev Cathrine Laudrup-Dufour fredag aften på sin Facebook og Instagram.

Med kun to år til OL i Paris kommer den meddelelse nok som en overraskelse for de fleste. Laudrup-Dufour har redet den brune vallak i efterhånden flere år og senest redet sig til to individuelle sølvmedaljer ved VM i dressur i Herning samtidig med, at det var hendes Grand Prix-ridt, der sikrede det danske seniordressurlandshold VM-guldmedaljen.

Under Marianne Helgstrand gik Vamos Amigos e. Vitalis/ Blue Hors Hotline både 4- og 5-års dressurchampionaterne i 2016 og 2017, inden den engelske familien Pidgley købte vallakken. Cathrine Laudrup-Dufour, der har et rigtig godt samarbejde med Sarah og Annabella Pidgley, fik så til opgave at uddanne vallakken, og det må man sige, at hun har gjort med stor succes. Parret gjorde sit indtog på stævnebanerne sammen i 2019, hvor de startede ud med MB1, da vallakken var syv år gammel. Siden da har partnerskabet udviklet sig til først Intermediaire og så Grand Prix, hvor det er blevet til mange imponerende resultater og sejre.

Fakta
Cathrine og Vamos' største bedrifter
  • Individuelt sølv i Grand Prix kür ved VM i Herning 2022
  • Individuelt sølv i Grand Prix Special ved VM i Herning 2022
  • 1. plads i Grand Prix ved CHIO Aachen 2022
  • 1. plads i Grand Prix Special ved CHIO Aachen 2022
  • 1. Plads i Grand Prix kür ved CHIO Aachen 2022
  • Vinder af DM i dressur for seniorer 2022
  • 2. plads i Grand Prix ved World Cup-finalen i Leipzig 2022
  • 2. plads i Grand Prix kür ved World Cup-finalen i Leipzig 2022
Nyheden fortsætter efter annoncen

– Vamos har været en absolut fornøjelse at træne og har taget os hele vejen til at blive verdensmestre i holddressur i Herning. Selvom han vil blive savnet utrolig meget i vores stald, så glæder jer mig virkelig meget til at træne Vamos og Annabella, nu hvor de begynder deres nye rejse sammen. Jeg er også rigtig glad for, at jeg kommer til at se ham regelmæssigt, og jeg ved, at han kommer til at trives i sit nye hjem. Tak for alting Vamos; du har givet mig de mest fantastiske oplevelser, som jeg aldrig vil glemme, skriver Cathrine Laudrup-Dufour og supplerer med:

– Der skal også lyde en kæmpe tak til Pidgley Dressage for at have stolet på mig og givet mig tøjlerne til denne fantastiske hest i så mange år.

Den 10-årige vallak er faktisk allerede rejst "hjem" til England og ankommet hos den succesfulde, unge, britiske rytter, Annabella Pidgley, med hvem den skal fortsætte sin karriere.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner