Astrid Ø. Sørensen
Stævnets første klasse i Hjallerup Rideklub var en MB0, der blev skudt igang torsdag eftermiddag med landsholdsrytter Daniel Bachmann Andersen som første rytter på banen. Han havde sin landsstævnedebut på den 9-årige svensk varmblodshoppe St. Paulia e. Blue Hors St. Schufro/ Topaasch, som han kun har startet på én gang før til et distriktsstævne tilbage i oktober 2024. Parret leverede i dag et godt ridt, der blev belønnet med 73,590%, og dét var nok til at bevare føringen klassen igennem.
Daniel fortsatte den gode stime i torsdagens anden klasse, hvor han med 73,380% red den 9-årige oldenburgervallak Visconti e. Vivaldi/ Just Perfect til sejr i MA1. Visconti er tidligere blevet redet af den forhenværende Blue Hors-rytter Christian Tudela Ruiz, som bl.a. viste vallakken frem i Pavo og DRF's championatsfinale for 6-års heste i 2022. Nu er Visconti i Daniels varetægt, og dagens ridt var ekvipagens første stævnestart sammen.
Efterfølgende var det tid til Prix St. George, og her tog berider Kenneth Damgaard sig af førstepladsen. Han red den 13-årige dansk varmblodsvallak Vestervangs Garson e. De Noir/ Ragazzo (opdr. Martin Klavsen) til klassens bedste score på 74,298%. Garson er tidligere blevet redet af Kenneths daværende elev, juniorrytter Annabelle Rehn, men da hun sidste år startede på sin videregående uddannelse, overtog Kenneth tøjlerne på den talentfulde vallak.
Indbyrdes relationer blandt rytterne
Den første stævnedag i Hjallerup blev afsluttet med Intermediare II, hvor vinderne som nævnt blev 21-årige Annabella Pidgley og den 13-årige westphalervallak Vamos Amigos e. Vitalis/ Blue Hors Hotline. De red til 73,114%. Under Cathrine Laudrup-Dufour var Vamos Amigos med på det guldvindende danske hold til VM i Herning i 2022, og efterfølgende flyttede vallakken til England for at blive redet af sin ejer, den unge rytter Annabella Pidgley. Ekvipagen har siden da haft succes i en række internationale U25-klasser, men de har ikke været til start til et FEI-stævne siden juni 2024. Nu var de endelig tilbage på stævnebanerne, og dét med en flot sejr.
Der stod også Uggerhalne Sportsrideklub på klassens andenbedste rytter; det var nemlig Alexander Yde Helgstrand, som desuden privat danner par med Annabella. På den 12-årige Inspiration PF e. Everdale/ Calido red han til 72,544%.
De to unge ryttere blev efterfulgt af hhv. svigermor og mor Marianne Helgstrand, som besatte tredjepladsen med 71,053%. Det gjorde hun på dansk varmblodsvallakken Elverhøjs Raccolto e. Sezuan/ Sandro Hit (opdr. Berith Nielsen). Marianne har desuden også redet Vamos Amigos, da han var ung, før Pidgley-familien købte vallakken. Således var der mange indbyrdes bånd blandt rytterne på podiet i Hjallerup Rideklub her til aften. Det er et sigende billede på et unikt element ved ridesporten, hvor man konkurrerer på tværs af generationer og køn.
Både Annabella, Andreas og Marianne kommer til start igen i morgen i Grand Prix-klassen, som begynder kl. 18.30. Her får de følgeskab af deres hhv. svigerfar, far og mand, når Andreas Helgstrand vender tilbage til stævnebanerne på den 10-årige Jovian e. Apache/ Tango.
Foruden hesteklasserne indtager også ponyrytterne ridehallen i Hjallerup Rideklub i morgen, fredag, og der er derfor masser af spændende ridning på programmet dagen igennem fra kl. 8.00 til kl. 21.30.