Annika Knudsen Lorentsen
Tre danske ekvipager var en del af startfeltet i dagens 3-stjernede Grand Prix Special i franske Compiègne, og sejren gik til Cathrine Dufour i sadlen på den 9-årige Vamos Amigos e. Vitalis/Blue Hors Hotline.
Sammen red de til hele 76,489%, og dermed leverede de også deres suverænt bedste Grand Prix Special-resultat sammen. I løbet af programmet løb der nemlig den ene flotte karakter efter den anden ind fra dommerne, og parret fik blandt andet tildelt 8,5 for en lang række øvelser i løbet af programmet, ligesom de modtog et par 9-taller.
Andepladsen i klassen gik til britiske Charlotte Fry i sadlen på Everdale e. Lord Leatherdale/Negro, som er ejet af Van Olst Horses, og dermed delvist danskejet, idet Van Olst Horses drives af danske Anne van Olst og hendes mand Gertjan. Ekvipagen opnåede 75,787%.
Dansk på tredjepladsen
På tredjepladsen blev det igen en dansk ekvipage, for her var det nemlig Nanna Skodborg Merrald, der red den rutinerede Blue Hors Zack e. Rosseau/Jazz til en flot score på 73,170%. Ekvipagen startede utroligt flot ud, men kort efter kom der desværre for parret en fejl i traverserne, og deres score faldt derfor en del. Parret fik sig redet flot tilbage gennem resten af programmet, og endte med en god samlet score, som rakte til en tredjeplads.
Den tredje dansker til start i klassen, var Andreas Helgstrand i sadlen på Dansk Varmblods-hoppen Fiontini e. Fassbinder/Blue Hors Romanov (opdr. Henrik Hansen), som i dag opnåede 71,128% og en flot 8. plads.
Se resultatet fra klassen her.
Den 5-stjernede Nations Cup Grand Prix starter her 11.30, og her er det Charlotte Heering, Carina Cassøe Krüth og Cathrine Dufour, der repræsenterer det danske flag.