Tvillingeføl giver dobbelt glæde

04-03-2023 20:24

Charlotte Kusk Berwald

Avl

Det er yderst sjældent at en hoppe bærer to føl. Hvis det sker går de ofte til grunde undervejs i drægtigheden, men nogle gange sker der et mirakel og en hoppe bliver mor til to føl

Copyright Ridehesten.com
Jørgen Ravn. Foto: Ridehesten.com/Thomas Bach Jensen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Denne glæde har DV-avler Jørgen Ravn nu haft, da hans hoppe Gørklintgårds Deedee e. Sunny-Boy/ Donnerschlag (opdr. Jørgen Ravn) fik ikke blot et, men hele to føl. Faren til føllene er Rock For Me e. Rock Forever I/ Florencio I
– Folingen gik godt og det første føl kom til verden. Så kom der noget mere og et øjeblik frygtede jeg det var hele maven, der kom ud så jeg skyndte mig ind til Deedee for at hjælpe, men så kunne jeg mærke der var to ben inde i massen og så gik det op for mig at endnu et føl var på vej, fortæller Jørgen Ravn til Ridehesten.

Begge føl har det godt
Tvillinger er sjældent gode nyheder. Ofte opdages de når hoppen scannes drægtig, hvorefter man prøver at klemme en, med den risiko at de begge kan gå til grunde. Klemmer man ikke risikerer man at drægtigheden tabes i løbet af de elleve måneder en hest venter sig, eller at de føl, der kommer til verden enten er dødfødte eller meget svagelige og ikke rigtigt kan klare sig. Her blev alle skrækscenarier gjort til skamme, idet begge føl er sunde og raske. Dog er det ene noget større end det andet. 
– Det ender nok med at hoppen bliver hest og hingsten holder ponymål, fortæller Jørgen. Gennem mere end fem årtier som avler og hestemand er det første gang han har oplevet at en af hans hopper gemte på to i stedet for en. 
– Nu skal vi bare have fundet nogle gode navne til dem. Gerne et eller andet sjovt ordspil om at der er to i stedet for en, slutter Jørgen.

Nyheden fortsætter efter annoncen

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner