Levende tvillingeføl efter Antobello

17-03-2015 11:16
Avl

På Stutteri Eg i Randbøl har man oplevet held i uheld. Hoppen Theodora Eg har fået tvillingeføl, men heldigvis er begge føl kvikke og livsstærke

Copyright Ridehesten.com
Theodora Eg med sine to Antobello-afkom.

Jaan Bonde og Poul Erik Fugmann, der sammen driver Stutteri Eg i Randbøl, fik sig lidt af en overraskelse, da deres svært drægtige hoppe Theodora Eg e. Prinz K3/Akatschi folede.

Det blev en noget dramatisk foling, da føllet lå med bagbenene ved mulen, men med en hurtig og kompetent indsats fra dyrlægen lykkedes det at få vendt føllet, så folingen kunne finde sted på normal vis.

Ud kom et dejligt rødt hingsteføl, men føllets knappe størrelse svarede slet ikke til avlernes forventning i forhold til hoppens enorme størrelse.

- Vi fik dyrlægen til at undersøge, om ikke der skulle være et føl mere, for hoppen var virkelig stor inden foling, fortæller Poul Erik Fugmann.

Ganske rigtigt var der endnu et føl på vej. Et hoppeføl, der var noget mindre end det første. Begge føl viste sig at være kvikke og livsstærke, og Theodora, der har været mor to gange før, viste ligelig interesse for begge føl.

Nu springer de to røde føl efter Antobello friske og livlige rundt, og deres mor tager sig rigtig godt af dem begge.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner