Camilla Tiefensee Schrøder
Kallehavegaard Rideklubs første militarystævne er vel overstået, og Ditte Bach Sørensen fra stævneledelsen fortæller, at der har været rigtig mange positive tilbagemeldinger fra rytterne.
– Det har været et stort arbejde, men vi har fået så meget positiv feedback, og folk har sagt: det kan I godt gøre igen, for I har nogle fantastiske faciliteter, fortæller Ditte Bach Sørensen.
Søndag blev der afslutningsvis redet glade sejrsrunder i solskinsvejret, som det kan ses på billederne taget af Jimmy Leen Friis:
Dobbeltsejr til Tobias Jørgensen
Tobias Jørgensen strøg fejlfrit igennem ridebanespringningen i dag på to forskellige heste og formåede dermed at vinde hele to internationale klasser. I Connolly's RED MILLS CIC2* lå han nummer et efter lørdagens terrænridning med 39.9 strafpoint, og det antal point blev han stående på efter en fejlfri runde på springbanen. Hermed vandt en sikker sejr med mere end 10 points forspring på vallakken Prior's Cabbo e. Come Back II/Lagano (opdr. Linda og Johannes Orbesen).
I H & M Equestrian AQUA CCI1* rykkede han fra en fjerdeplads op på førstepladsen efter en fejlfri runde på Bon Cheval e. Bøgegårdens Boney/Sam-Sam (opdr. Lorens E. Jessen)
I CCI2* blev den endelige vinder Jade Schlichting og Tirs Luckyson e. Kanudos XX/Quite Easy (opdr. Søren Grene), mens det i Østervangens Biler CIC1* blev til svensk sejr til Emma Tingsby. Bedst placerede dansker blev Sara Bech Strøm, som kom på andenpladsen med samlet 37.1 strafpoint på Dicte Aldrup e. Diamant De Revel/Corratus (opdr. Mette Østergaard Nielsen).
Sejr med EM-kvalifikation
Ponyrytteren Astrid Vibe Skovgaard kunne efter en succesfuld weekend på Kallehavegård tage hjemad med en EM-kvalifikation med i bagagen.
Som eneste rytter, der formåede at ride fejlfrit på springbanen i ponyklassen Subaru Danmark CCIP2*, vandt hun en sikker sejr med Sareiko Fox. Slutresultatet var 31.4 strafpoint.
Tæt løb i national klasse
I den nationale klasse CNC100 beholdt Mia Hastrup sin førsteplads fra lørdag. Dermed blev hun vinder på den unge hoppe Luzie HSH e. Lordship/Stravinsky XX (POL) (opdr. Festigaard Hingstestation og Stutteri) med kun 27.0 strafpoint, som hun fik for et dressurridt til 73% og fejlfri ture gennem både terræn og springbane. Næsten lige så flot et resultat opnåede Sissel Schult på hoppen Molly Malone, som red sig til 27.7 strafpoint og dermed en andenplads.