Lars Mars Johansen. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Denne artikel er et sammendrag af første og anden del af ”Trænerens rolle – som træner”, der blev bragt i september- og oktoberudgaven af magasinet Ridehesten.
Artiklen, som henvender sig både til trænere, ryttere og forældre, er skrevet af sportscoach Lars Mars Johansen.

Målet med mit koncept ”Optimering af Rytteren” er at skabe fokus på forskellige områder og synliggøre muligheder for optimering. Vi er meget vaneprægede, og det kan ofte hæmme vores udvikling eller forhindre os i at stoppe op og tænke: ”Gør jeg det mest optimale for at nå mine mål?” (som rytter), eller: ”Tilbyder jeg det mest optimale til mine ryttere?” (som træner).

Jeg ved, at det kan være et lidt ømtåligt emne – for hvad kræves/forventes der i bund og grund af ”trænerens rolle”? Vi skal lige have fokus på, at træneren jo selv vælger at tage trænerrollen på sig, og enten som frivillig eller med indtjening for øje ønsker at videregive undervisning og læring til andre. 

Men hvor meget indebære dette ? Og hvor meget viden og interesse kræves der udover at lære en rytter at ride?

Jeg vil på ingen måde blande mig i trænerens faglige kompetencer inden for ridningen, jeg ønsker derimod at sætte fokus på nogle af de andre ting, der bl.a. kan forventes, at en træner er opmærksom på.

Hvem har ansvaret for rytterens udvikling?
Er det træneren, der jo har valgt at påtage sig ansvaret for at udvikle ryttere, og tjener penge på det, der skal informere rytteren om udviklende muligheder?

Er det rytteren selv, der skal tage ansvar for sin egen udvikling og være opsøgende, og søge information og viden om, hvilke områder der kan hjælpe til endnu mere fremgang?

I bund og grund går den vel begge veje, men der ligger selvfølgelig noget indforstået i at være træner, og man burde være oplyst og kunne vejlede eller henvise til de muligheder, der er tilstede for, at en rytter kan udvikle sig bedst muligt.  

I dag er det efter min mening ikke nok, hvis trænere kun kan undervise og fortælle, hvad rytteren skal gøre under ridningen, og hvordan de skal gøre det. Den tid burde være forbi. 

Læs også: Er du mentalt der, hvor du gerne vil være?

Der er masser af udviklingsmuligheder ud over selve ridningen, som træneren burde være opmærksom på og kunne vejlede og hjælpe deres ryttere med. 

De basale områder: kost, væske, søvn og hvile
De fysiske områder: udstrækning, opvarmning, fysisk- og konditionstræning
Det mentale område:  fundamenter, kompetencer, evaluering, og godt selvværd
Procesområdet: målsætning, planlægning,  processen, tidshorisonten, delmål 

Anerkendelse, perfekthedskultur og curling-generation 
Gennem årene ændrer vi os, og nye tider opstår. Nutiden er præget af søgen efter anerkendelse og en perfekthedskultur samt stor fokus på de sociale medier. Dette giver stor risiko for dårlig trivsel, dårligt selvværd, stress samt manglende nærvær. Dette kræver endnu mere menneskelig faglighed af trænere og undervisere at håndtere, og derfor er det vigtigere end nogensinde, at der er opmærksomhed på den enkelte person/udøver både inden, under og efter træning og stævner. 

Tiden med curlingbørn og -forældre har bestemt heller ikke gjort det lettere at være træner.

Fokus på resultaterne – glemmer mennesket
Træneren kan let komme til at stå i en situation, hvor fokus ofte kun er på udøveren, sporten og resultaterne, og så kan ”mennesket i udøveren” komme til at stå tilbage med stor risiko for frustrationer og angst for ikke at kunne præstere, som træneren og de selv ønsker.

Det ville være rigtig godt, hvis træneren bl.a. lærer rytteren at:

• Turde lave fejl – så rytteren ikke bliver handlingslammet, hvis der opstår en fejl 
• Håndtere fejl – så rytteren ved, hvordan de kommer videre
• Huske på, at hvis rytteren laver fejl – så har de mulighed for at dygtiggøre sig. 

Træneren skal altså både sørge for, at rytteren opbygger faglige kompetencer inden for ridningen samt opbygger robuste fundamenter og kompetencer til at håndtere udfordringer. Hvis disse to områder ikke går hånd i hånd, er der stor risiko for, at der kan opstå ubalance mellem rytterens kunnen og troen på sig selv. 

Læs også: Husker du at smile?

Vi glemmer at lege og have det sjovt
Når en rytter kommer til træning – skal der så ”leges” eller ”trænes” ?

Kan en ridetræner tillade sig at lave en legende-undervisning – eller vil det være for useriøst og spild af tid? 

Som barn lærer vi at lege, men det glemmer vi desværre i løbet af vores udvikling. På et tidspunkt er der ikke tid til det ”pjat” mere, nu skal vi være seriøse og målrettede. Men rent faktisk så er leg, og det at have det sjovt, en rigtig god måde, at ”skabe noget ro i hovedet” at ”lære noget nyt”, at ”udvikle os”, og at ”ændre gamle, indgroede vaner og handlemønstre”.

Suverænitet vs. samarbejde
Når jeg coacher ryttere/sportsudøvere, møder jeg dem desværre oftest først, når de har fået lidt for store udfordringer med, bl.a.:

• At de ikke har præsteret optimalt i en periode
• At de mangler motivation 
• At de har mistet troen på sig selv og deres eller hestens evner
• At de har fået præstationsangst i mindre eller større grad

I mange tilfælde er det desværre som om, træneren ikke er opmærksom eller vil anbefale rytteren at søge hjælp i et håb om, at det nok ændrer sig. Det gør det ofte desværre ikke, og derved løber træneren en stor risiko for, at rytteren får dårlige oplevelser, som de slæber med sig. Jeg føler, at mange trænere er ”bange” for at miste noget af deres ”suverænitet” over for deres ryttere/udøvere, og derfor ligger et samarbejde med andre fagpersoner måske ikke lige som deres første tanke eller anbefaling til rytteren. I stedet kunne man se mulighederne for sparring og samarbejde som en målrettet måde at hjælpe og optimere til den enkelte rytter på.

For at give et andet indblik i udøveren (rytteren) samt ”mennesket inde i udøveren”, har jeg talt med Thomas Pape, der ejer firmaet SPINE. Han hjælper mennesker med bl.a. eksamenspræstation, eksamensangst og trivsel. Han har bl.a. også skrevet bøgerne ”Træn dig til en god eksamen”, ”Studieliv – uden stress”, og ”Reboot dine digitale vaner”. Han udtaler følgende:

Mentalstyrke: ”Jeg oplever, at flere unge hurtigere mister troen på egne evner. Frygten for nederlag og fejl betyder meget for de unge. Ubehag skal helst ikke være en del af deres selvopfattelse, til trods for at det er en helt normal faktor i menneskers liv”.
Viljestyrke: Generation Y-årgangen er vokset op med reality-programmer og sociale medier, dette kan give et lidt uklart billede af virkeligheden. ”Jeg arbejder med værdier, som udholdenhed og vedholdenhed, for at de på sigt kan nå deres mål”.
Behov for anerkendelse: ”Et af menneskets største behov er anerkendelse og følelsen af at være del af en gruppe eller være interessant. Sociale medier har flyttet anerkendelsen online og udskiftet nære venners anerkendelse ud med 100 vis af “venner”, som ser og vurdere ”dig” på de sociale medier”.
Fordybelse/evaluering: ”Jeg tænker, at det er en egenskab, der trænger til en version 2.0 her i 2018. Vores online vaner gør, at vi mentalt zapper rundt i hverdagen. Vi skifter fokus ca. hver 40. sekund, og vores nysgerrighed om, hvorvidt der er sket noget spændende på Facebook, mens ”jeg laver noget andet”, kræver en større og større viljestyrke at håndtere.”
Ønsker til trænere/undervisere: "Jeg oplever, at unges opmærksomhedsevne er faldende. Derfor kræves der mere af undervisere og trænere, at de skal være varierende og med et element af “underholdning” i undervisningen. De unge ønsker også langt mere feedback på deres indsats og præstationer."

Læs også: Kan du glæde dig over andres succes?

Læs mere i september- og oktoberudgaven af magasinet Ridehesten.