Lars Mars
Jeg er helt klar over, at det er meget tidskrævende at dyrke ridesporten.
Når vi har fællesskaber udover sporten påvirkes vores hjerne på en anden måde. Det skaber en god ro og adspredelse fra træninger og præstationer samt giver nye indgangsvinkler til at se forskellige tanker, holdninger og situationer.
Alt har en stor betydning og påvirkning
Min tanke med optimering af rytteren er at opnå den bedste trivsel samt at finde de områder, hvor vi måske kan hente 1, 2, 3, 4 eller flere procenter ekstra i optimering.
Historie vs. nutid
Gennem tiden har sociale fælleskaber været livsnødvendige for, at mennesket har kunnet overleve – og vi er blevet klogere og har udviklet os ved at lære af og lytte til hinanden.
I dag er de sociale fælleskaber, hvor vi mødes og skaber trygge relationer, kommet under pres, bl.a. pga. at vi har de sociale medier, hvor alt kan klares let og uforpligtende, samt fordi der er skabt en ”præstationskultur” i samfundet, hvor alle skal være de bedste og kan det hele.
Der er flere gode fordele ved at tale med og socialisere os med forskellige mennesker:
Uddybende og detaljeret
Når vi deler tanker og oplevelser fra vores sport med mennesker udefra, skal vi gøre os mere forstålige, uddybende og detaljerede for, at de ordentligt kan forstå bestemte situationer, sammenlignet med, når det foregår indenfor ridesporten, hvor det hele er mere indforstået.
Når vi er mere uddybende og detaljerede i samtaler, hjælper vi faktisk vores hjerne til at være mere opmærksom – og det kan være rigtig godt for både vores udvikling og vores måde at håndtere forskellige tanker eller situationer inde i hovedet.
Hvis vi ofte går i vores ”egen lille verden”, kan noget bevidst eller ubevidst fylde mere end nødvendigt.
Bange for at blive sårbar
Det kan være, at man ikke har lyst til at dele nogle tanker og holdninger med andre for ikke at gøre sig sårbar eller usikker – og så kan det i nogle situationer være lettere at dele det med ponyen/hesten.
Hvis vi ikke får tømt hovedet for tankerne både fra sporten og fra påvirkninger udefra, så hober de sig stille og roligt op og bliver stærkere og stærkere og fylder mere og mere. Det kan let påvirke både udviklingen, præstationen og glæden til sporten og hverdagen samt ponyen/hesten.
Ensomhed
Jeg taler ofte med ryttere, som faktisk er eller føler sig lidt ensomme i eller udenfor sporten – og derfor finder trygheden i ponyen/hesten. Det er som om, at ensomhed er blevet et fy-ord – at det er svagt eller sørgeligt, hvis man føler sig ensom.
De fleste, som jeg taler med, er meget hurtige til at sige: ”Jeg føler mig ikke ensom”, og det er jo supergodt, men det er altså også helt okay, hvis man føler sig ensom, så man er opmærksom på situationen og dermed kan gøre noget ved det eller få hjælp til at håndtere det.
Når jeg arbejder med sportsudøvere, har vi altid fokus på både udøveren og ”mennesket inde i udøveren” – og dermed har vi både fokus på, hvordan udøveren trives i og udenfor sporten.
Vi er alle forskellige og har ikke samme behov, og alle skal ikke gøre det samme. Det er bare rigtig godt at være opmærksom på, hvordan vi kan hjælpe os selv til at trives på den bedste måde, så vi kan få det bedste ud af det, vi gør både i ridesporten og i hverdagen.
Vores hjerne elsker et godt grin
Når vi får et godt grin sammen med andre, aktiverer vi vores belønningscenter i hjernen. Det udsender glædesstoffet dopamin, som straks belønner os med glæde og afslappethed både i hjerne og krop. På samme måde ,som når vi spiser eller drikker noget, vi virkelig godt kan lide, eller giver ponyen/hesten en godbid.
Det er altså en rigtig god investering at socialisere os og også at være sammen med andre udenfor ridesporten.
Forældre kan med fordel være opmærksomme
Forældre er en stor del af ridesporten fra ung rytter og ofte også til voksen, og ridesporten kan let opsluge både ryttere og forældre med følelser, ambitioner og fælles gøremål.
Det kan nogle gange fjerne fokus fra, om barnet/rytteren trives, fordi barnet/rytteren ”skal jo gøre det, der skal til” for både at passe ponyen/hesten samt for at få udvikling og for at kunne nå sine drømme og mål.
Så det kan være svært for forældre at se, om deres barn trives, når sporten kræver meget tid, og hvis der er store ambitioner – Men det vigtigste er ”mennesket inde i rytteren” og at kunne skabe noget fritid til sociale fællesskaber også udenfor ridesporten.
Rigtig god fornøjelse med at være opmærksom på også at socialisere dig udenfor ridesporten
Du kan læse meget mere om mine forslag til optimering af rytteren og hjælp til mental sundhed samt optimering til sund udvikling og præstation:
Med sportslig hilsen
Lars Mars
Mental og fysisk træner samt optimering