Husk glæden ved din sport

30-12-2018 12:55

Camilla Tiefensee Schrøder

Uanset hvilket niveau, du dyrker din ridning på, så er det vigtigt at huske på, hvorfor det nu er, at du dyrker din sport, mener sportscoach Lars Mars

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

I vores sport kan vi meget let blive fanget af kun at have fokus på eventuelle udfordringer eller kun at se fremad mod det, vi træner hen imod: placeringer, præmier, hæder og anerkendelse. I dette forløb er det meget let at glemme nuet – de gode ting, og GLÆDEN ved det, vi gør, samt de SUCCESER, der har gjort det muligt, og som opstår undervejs.

Når jeg møder eller hjælper ryttere (sportsfolk), er de typisk ikke blevet vejledt i at have fokus på GLÆDEN VED DERES SPORT, og de har ofte heller ikke tænkt tanken selv. Tanken er der selvfølgelig, vil de fleste skynde sig at sige – men fakta er, at de fleste ikke tænker på det eller glæder sig over den mulighed, de har for at dyrke deres sport. Ridningen er bare blevet en selvfølgelighed, og forventningerne er blevet større end glæden.

Vi ved jo alle, at i ridesporten kan det både gå godt og knap så godt i perioder – men glæden ved sporten skal altid være i højsædet, den skal være fundamentet. Den skal være der til at hjælpe os gennem udfordrende perioder og give os endnu mere glæde og styrke, når det går godt. 
Hvis vi glemmer, hvorfor "vi gør det, vi gør", opstår der let en form for en "tom skal", og så kan vi meget let falde dybt, hvis præstationen og oplevelserne ikke går som håbet, eller hvis en udfordring varer lidt for lang tid.

Copyright Ridehesten.com
Lars Mars Johansen er sportscoach og står bag artikelserien "Optimering af rytteren" i magasinet Ridehesten. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Vær opmærksom på dig selv 
Uanset hvor god du er på klub-, lands- eller verdensplan, så er vi typisk alle ens på det mentale område. 

Vi føler, at vi sagtens kan håndtere alle situationer (når det går godt) – men det er en rigtig god idé at få skabt nogle gode, robuste fundamenter til at kunne håndtere eventuelle udfordringer – "better safe than sorry".

Vi lever i en perfektheds- og anerkendelseskultur og har konstant opmærksomhed på, hvad andre tænke om os. Det gør os – groft sagt – lidt sårbare på den mentale-plan.   

Nyheden fortsætter efter annoncen

Angst for at lave fejl
Når man bare vil noget rigtig meget, så er der også mere på spil, og det kan udløse angsten for at lave fejl, eller frustration, hvis det ikke lige går som ønsket i en periode. I disse situationer kan vi let komme til at glemme ”glæden ved ridningen” – fordi vores hjerne hurtigt skaber fokus på udfordringerne og det, der går knap så godt. I stedet kunne man glæde sig til at vise, hvad man kan præstere og se eventuelle fejl eller knap så gode præstationer som lærerigt og som noget, vi kan gøre noget ved gennem træning både af ponyen/hesten og rytteren.

Tænk tilbage
Prøv lige at tænke tilbage på dine første ridetimer, dine første rideår – spændingen, glæden og oplevelserne for hver gang, du kunne noget nyt, samt legen i din ridning. Den glemmer vi desværre, efterhånden som vi bliver dygtigere og ældre – men det er aldrig for sent at få genskabt fokus på GLÆDEN VED RIDNINGEN. Det vil kunne hjælpe de fleste ryttere i rigtig mange forskellige situationer.     

Forældre
Forældrene vil ofte også have stor gavn af at tænke på glæden og de oplevelser, de og deres barn/rytteren har haft og har sammen – så det hele ikke altid bare går op i praktiske ting, logistik og nervøsitet på barnets/rytterens og egne vegne.     

Forældrene kan med stor fordel hjælpe rytteren til at huske på at have fokus på glæderne – og måske endda stille krav til, at der skal være fokus på glæden, uanset hvilket niveau barnet dyrker ridningen på. Så barnet ikke er sur og ødelægger stemningen i flere dage efter en knap så god præstation. 

Husk på, at grunden til, at man dyrker sin sport, er fordi, man glæder sig over det. Det er jo frivilligt for hovedparten af alle ryttere.  

Du kan læse mere om ”Den mentale verden” i magasinet Ridehestens novembernummer 2017 – samt ”Forældrenes rolle” i julinummeret 2018.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner