Charlotte Linder
Opførelsen af hallen skal styrke aktiviteterne i Tørring Rideklub og vil bidrage til nye indendørsmuligheder, der skal gøre det lille samfund mere attraktivt at leve i. Aktivitetshallen skal ikke blot rumme ridecentrets elever, men også forskellige aktiviteter som f.eks folkedans, banko, ærobic, linedance, udstillinger og andre events. Rideklubben ønsker bl.a. selv at benytte hallen til træning af voltigering, handicapridning og til teoriundervisning af klubbens elever. Daglig leder og rideinstruktør Else Marie Frandsen, Tørring Rideklub, der har taget initiativ til ansøgningen, er naturligvis begejstret. "Vi er fulde af optimisme og taknemmelighed over at heldet sådan har tilsmilet os. Lokalbefolkningen skal have stor ros, min mand, Vagn, har været ude for at snakke med folk her omkring, og han mødte kun venlighed, hjertelighed og stor opbakning til projektet," siger hun. "Det her kan knytte mange venskaber på kryds og tværs og danne en masse netværk. For selv om der vil komme en masse mennesker uden tilknytning til rideklubben, så giver det liv. Jeg kan rigtig godt lide at være et sted, hvor ideerne kan få et åndehul, og hvor mennesker vil hinanden," fortsætter Else Marie Frandsen til Randers Amtsavis idag. På trods af EUs støtte skal klubben via andre finansieringsformer selv finde midler til inventar, entreprenørarbejde, el og varme anlæg og indvendige faciliteter. "Man skal bare drømme stort, og så gøre en indsats, og være seriøse, så tror jeg på, at det nok skal gå," kommer det fra Else Marie Frandsen. Skulle andre klubber have et brændende ønske om at ansøge EU om midler, skal det ikke blot være til rideklubbens gavn. Tilskuddet, som Tørring Rideklub netop har fået tilsagn om, falder ind under kategorien "Attraktive levevilkår i landdistrikterne", og dækker selve byggeriet af den gulvbelagte hal. Klubbens og lokalbefolkningens mange frivillige har forpligtet sig til at udføre diverse opgaver omkring selve byggeriet, skriver Randers Amtsavis. Kilde: Randers Amtsavis