Topshest købt ved et uheld

21-02-2025 19:03

Alexander Lundgaard Kjeldsen har kvalificeret tre unge springheste til Dansk Varmblods Unghestechampionat med over 800 point. Han glæder sig til at vise dem frem i Herning

Copyright Ridehesten.com
Alexander Kjeldsen vandt i 2019 unghestechampionatet med My Choice e. Numero Uno. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Den 36-årige springrytter Alexander L. Kjeldsen, Midtjysk Ridecenter, nyder at have en rigtig god årgang af fem 5-års heste sammen med sin mor Hanne Hellmers og sin kæreste Simone Frederikke Frank. Fire af disse fem ungheste er dansk varmblod-registrerede, og Alexander har igennem efterårets egnethedstest kvalificeret tre til unghestechampionatet ved Dansk Varmblods Hingstekåring i uge 10.

Det drejer sig om Teglvangs Theodor Jong e. Todt un Prince Ask/ Willemoes, opdrættet af Nanna og Steen Jong Villumsen, Dominated Illusion e. Dominator 2000z/ Numero Uno, opdrættet af Maria Wessberg Jensen og Bjerglunds Queen e. Bjerglunds Quandillo/ Quidams Rubin opdrættet af Karina og Henrik Petersen.

Copyright Ridehesten.com
Alexander L. Kjeldsen og Teglvangs Theodor Jong. Foto: Ridehesten.com/Kristine Bojsen

Teglvangs Theodor Jong har vi haft fra føl, og jeg har redet hans storebror, som også gik Youngster Tour i Herning som 7-års. Ham har vi glædet os til, da vi har været rigtig glade for hans storebror. Han er fra Stutteri Teglvang ved Nanna Jong Villumsen, som vi har et rigtig tæt forhold til. Vi har fem heste, som Nanna har avlet, og de er alle kendetegnet ved et super temperament, ridelighed og mod på livet som springheste, fortæler Alexander.

Teglvangs Theodor Jong opnåede 812, 5 point ved egnethedstesten i Brønderslev, region 7.

– Dominated Illusion er en hest, jeg har været med på sidelinjen af og har tilredet, da Maria selv var skadet. Vi har derfor i samarbejde valgt, at jeg rider videre på ham, da det lykkedes at kvalificere ham. Han er en super dejlig vallak med et imponerende spring, som jeg glæder mig meget til at vise frem, da jeg tror på, at han har, hvad der skal til i en moderne springhest. Maria har selv konkurreret på hans mor, som stadig står i vores stald, fortæller Alexander.

Dominated Illusion opnåede 800 point ved egnethedstesten i Brønderslev, region 7.

Copyright Ridehesten.com
Alexander L. Kjeldsen og Dominated Illusion. Foto: Ridehesten.com/Kristine Bojsen

– Bjerglunds Queen har vi erhvervet os igennem Campen Auktioner som 2-års i et impulskøb og nærmest ved et uheld. Vi havde egentlig sat næsen op efter et par andre heste på auktionen, men da hun var først i kataloget, lagde vi et forsigtigt startbud ind på hende. Vi havde kort snakket med Charlotte Schreiber, som havde set auktionshestene live, og hun havde flygtigt nævnte denne unghoppe. Da auktionen udløb, havde vi ikke fået nogen af de heste, vi bød på. Det troede vi i hvert fald, indtil der tikkede en mail ind med lykønskning om vundet auktionsbud på Bjerglunds Queen. Hun har i dag udviklet sig til en rigtig sporty type og moderne springhest med smidige spring og hurtige reflekser, hvilket gør hende til en naturligt hurtig hest. Hun er måske en lidt atypisk championatshest, men jeg blev positivt overrasket, da dommerne også så hendes potentiale ved egnethedstesten. Hende glæder vi os til at følge udviklingen af, fortæller Alexander.

Bjerglunds Queen opnåede 850 point ved egnethedstesten i Ikast, region 6, hvilket er sjettebedste resultat på landsplan.

–  Dansk Varmblods Unghestechampionat er et højdepunkt i vores konkurrencestald, og vi ser frem til nogle fantastiske oplevelser med vores heste i Herning, slutter Alexander.

I næste nummer af magasinet Ridehesten kan du læse om andre dressur- og springryttere, der snart er på vej til unghestechampionatet med flere DV-heste.

Copyright Ridehesten.com
Alexander L. Kjeldsen og Bjerglunds Queen. Foto: Ridehesten.com/Kristine Bojsen

 

Trine Askjær-Jørgensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen