Styrkeprøve for de unge dressurheste

17-03-2016 12:36

Så er Blue Hors Unghestechampionat for 5-års dressurheste i fuld gang. De morgenduelige kunne fra kl. 7.30 torsdag morgen følge det, man kunne kalde: Mange rytteres kamp mod omgivelserne

Mange af de 33 startende heste varierede fra tydelig spændte til rigtig bange for de skræmmende og uvante omgivelser i den store, tidligere opvisningshal M. Det påvirkede mange ridt negativt. Unghestechampionatets mål er til dels at demonstrere den fysiske kvalitet på en DV-avlet hest - altså avlsmaterialets kvalitet - men så sandelig også det måske allervigtigste: unghestenes ridelighed og reaktion på omgivelserne.

Ikke overraskende var det de få garvede og dygtige ryttere, der slap bedst gennem skærsilden. De bedste af dem på dejlige, smidige og 100 procent fokuserede heste.

Michael Søgaard har lagt sig i spidsen på den store flotte fukshingst Jukebox e. Jazz/Rubinstein I (opdr. Jytte Kolster), som opnåede et gennemsnit på 9,0 = 539 point, fulgt af La Fallulah e. Tailormade Lancelot/Milan (opdr. Dorthe og Hans Jørgen Hoeck) klassens eneste skimmel, lidt forsigtigt men smukt redet af Dorthe S. Holck med 528 point og på tredjepladsen Treasure e. Come Back II/Fanal Prydsholm (opdr. Henning K. Christensen), som viste klassens flotteste skridt, redet af Ditte Gilkær.

Henholdsvis lørdag formiddag og søndag morgen skal samtlige heste så rides af ingen ringere end britiske Charlotte Dujardin, som vist ikke behøver nærmere præsentation. Charlotte var også det, der kaldes fremmedrytter, på de unge dressurheste sidste år, og med det i super erindring er der med garanti en dejlig oplevelse i vente. 

/Jytte Lemkow.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner