Annika Knudsen Lorentsen
Fra den 27.-31. august afholdes EM i dressur 2025, og her mødes europas bedste dressurryttere i kampen om både individuelle medaljer og holdmedaljer.
Mesterskabet afholdes i franske Crozet hos Jiva Hill Stables, og det bliver her, at europas bedste dressurryttere skal dyste om medaljerne. Det danske hold er sat, og de fire ryttere, der om præcis to uger skal konkurrere i det franske er Cathrine Laudrup-Dufour, Andreas Helgstrand, Rikke Dupont og Nadja Aaboe Sloth, mens Anna Toosbuy Rasch er reserve. De første ryttere rider på banen onsdag den 27. august fra kl. 10.00, når den første halvdel af mesterskabets ryttere skal ride Grand Prix.
Torsdag den 28. august afholdes den anden halvdel af Grand Prix-konkurrencen, hvor den anden halvdel af rytterne skal i aktion første gang. Det er efter Grand Prix, at det afgøres hvilke nationer, der løber med medaljerne i holdkonkurrencen. Herefter mødes de 30 bedste ekvipager fra Grand Prix i Grand Prix Special. Det foregår fredag den 29. august, og her uddeles det første sæt individuelle medaljer. Efter Special, går de 18 bedste ekvipager videre til kür-finalen. Den afholdes søndag den 31. august, og her uddeles det sidste sæt individuelle medaljer.
Flere andre nationer har også udnævnt deres landshold, og det bliver spændende at følge kampen om medaljer både for hold og individuelt. Ved sidste EM vandt Danmark bronze for hold, mens Nanna Skodborg Merrald tog individuelt sølv i Grand Prix Special.