Stutteri Ask dominerede finalen for 2-års springhopper (video)

05-09-2021 12:25

Annika Knudsen Lorentsen

Avl

I finalen for 2-års hopper her ved KRAFFT Eliteskuet på Vilhelmsborg var der tre hopper i finalen og de var alle fra Stutteri Ask. Bedst af dem blev katalog nr. 67 Fiorentina Ask og Betina Møller Jensen fra Stutteri Ask fortæller, at de har store forhåbninger til både vinderhoppen og de andre to, de i dag havde med i finalen

Copyright Ridehesten.com
De tre finalehopper fra Stutteri Ask. Fra venstre: Tosca Ask, Fiorentina Ask og Celeste Ask. Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard
Nyheden fortsætter efter annoncen

I alt var der seks 2-års hopper med til KRAFFT Eliteskuet blandt de springbetonede hopper og alle hopperne fremviste sig flot på dagens løsspringningsbane. 

Alle hopperne fik fine ord med på vejen fra dommerne. Her var det Johnny Hansen, Allan Blomgreen, Signe Wiese, Laura Juul og Karina Christiansen, der i dag stod klar til at bedømme springhopperne. 

Stutteri Ask havde de tre bedste hopper
Tre hopper blev udtaget til finalen blandt 2-års hopperne og de var alle sammen fra Stutteri Ask, som altså har formået at medbringe tre velforberedte kvalitetshopper, som igen i dag viste sig flot frem. 

Copyright Ridehesten.com
Fiorentina Ask. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

De tre udtagne hopper var katalog nr. 67 Fiorentina Ask e. Cornettino Ask/Favorit Ask, katalog nr. 68 Celeste Ask e. Favorit Ask/Cornettino Ask og Tosca Ask e. Favorit Ask/Ci Ci Senjor Ask. Det var altså blandt disse tre, at årets bedste 2-års hoppe i springning skulle kåres og valget faldt på den utroligt velspringende Fiorentina Ask, som er ud af en særdeles stærk hoppestamme, hvor både mormor og oldemor er S-hest i springning. 

– Vi er rigtig glade for de tre hopper vi har med her blandt de 2-års og særligt de to af hopperne forventer jeg mig rigtig meget af. Fiorentina har virkelig meget kvalitet og det fik hun også vist rigtig godt igen i dag, fortæller Betina Møller Jensen fra Stutteri Ask, som fremhæver dagens vinder samt finalehoppen Tosca Ask, der er efter årets bedste hoppe for 2-års i 2017 og igen for 3-års i 2018, Tatiana Ask. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

– Tatiana er desværre død og nåede derfor ikke at vise hvad hun duede til i sporten, men hun var en rigtig dejlig hest og vi forventer os rigtig meget af Tosca, som så kan føre hendes kvaliteter videre. 

Copyright Ridehesten.com
Tosca Ask. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Dommerne godt tilfredse med niveauet
Der var rosende ord til alle de 2-års hopper, der i dag var med ved Eliteskuet og også udstillerne blev rost for deres klargøring. 

– Vi vil gerne rose udstillerne for en flot klargøring, for en optimal klargøring gør det meget lettere for dommerne, understregede Karina Christiansen fra Dansk Varmblod. 

Copyright Ridehesten.com
Vinderhoppen blandt de 2-års, Fiorentina Ask. Her sammen med (fv.) dommer Johnny Hansen, Betina Møller Jensen fra Stutteri Ask, formand i Dansk Varmblod, Jan Pedersen og dommer Signe Wiese. Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard

Om årets vinder havde dommerne også rigtig pæne ord og hun blev blandt andet beskrevet med følgende ord:

– Fiorentina Ask er en feminin og udtryksfuld hoppe med en velfungerende overlinje og en særdeles god galop. Hun springer rigtig godt, med stort overskud og særdeles god bagbensteknik. Hun er opmærksom på forhindringerne, hun har et godt overblik og virker som en hest, der har et rigtig godt sind. 

Se video af vinderhoppen løsspringe nedenfor. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner