Nu kårer Dansk Varmblod vallakker

07-05-2025 10:01
Avl

Dansk Varmblod tilbyder noget helt nyt til avlere og ryttere: Avlere af vallakker kan nu også være med i kampen om at få opdrættermedaljer, og ryttere kan få en eksteriørbedømmelse og rideprøve på deres vallak

Copyright Ridehesten.com
Frydenssangs Eye Chrusher e. Eye Catcher/Ballet Prince xx, der er opdrættet af Julie Birch Vinge og ejet/redet af Emma Ahlberg, blev topplaceret ved Unghestechampionatet. Nu er det muligt, at den 5-årige vallak også kan stilles til kåring. Foto: Ridehesten.com/Maria Lerche Mortensen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Dansk Varmblods avlsledelse har besluttet, at det nu vil være muligt at tilmelde dansk varmblods-vallakker til kåring i forbundet. Dette er en del af avlsplan 2030, og er nu klar til at blive en del af bedømmelserne i forbundet. 

Dansk Varmblods direktør Claus Hansen forklarer:

Der har fra forbundets start været fokus på bedømmelse af hopper og hingste set i et avlsmæssigt perspektiv, og det betyder, at vallakkerne er oversete. At forbundet nu vælger også at tilbyde bedømmelse og kåring af vallakker er der flere årsager til. Dansk Varmblods population er ikke stor, og for at øge sikkerheden på vores indekstal og informationer om hingstenes nedarvningsevner giver det god mening at inddrage bedømmelse af vallakker i forbindelse med de eksisterende tilbud til kåring som sadelkåring, eksteriørkåring, stationsafprøvning og en-dommerkåring. 

Det er ikke alene de brugsmæssige egenskaber, eksteriørbedømmelsen og et ønske om mere præcise data, der ligger til grund for at tilbyde kåring af vallakker. Mange avlere oplever, at deres gode avlshopper giver mange hingsteføl, og selvom de senere opnår flotte resultater i sporten, tæller de ikke med, hvis man ansøger om at få Elitehoppestatus på sin avlshoppe. Det vil også ændre sig, idet kårede vallakker vil tælle på samme måde som hoppekåringspoint inkl. rideprøvepoint. En DH-vallak tæller også til grundlæggende krav.

Ved at tilbyde avlere af vallakker at få afprøvet og bedømt deres afkom, kan den bedømmelse også bruges som et led i en evt. salgssituation, uddyber Claus Hansen. 

Copyright Ridehesten.com
Anni og Iben Just Madsens Unghestechampionatsvinder Utzon Ais e. Syvhøjegårds Unforgettable S DWB/ Chandler vil også kunne stille til kåring nu. Foto: RIdehesten.com/Juliemaja Søndergaard
Nyheden fortsætter efter annoncen

Vallakker til KRAFFT Eliteskue

Når vallakkerne bedømmes i forbindelse med en kåring, optages de i stambogen efter samme kriterier som hopperne. Det vil sige, de kan kåres i DH, DS eller register, og de vil i hestedatabasen blive betegnet som V-RDH, V-RDS osv. 

Som det er tilfældet med hopper af særlig kvalitet, kan de bedste vallakker også udtages til KRAFFT Eliteskue og være med i kampen om medaljer. Vallakkerne bliver sat i et hold for sig, og det betyder også, at vallakker med særlige resultater i sporten, der er kårede, kan tilmeldes i vallak hold II ved Eliteskuet.

Tildeles en vallak opdrættermedalje bliver de fx benævnt V-GRDH i hestedatabasen. Vallakker tilmeldes til kåring på samme vis og til samme pris som hopper, det vil sige via tilmelding på hjemmesiden. Har du spørgsmål til ovenstående, er du meget velkommen til at kontakte Dansk Varmblods sekretariat.

/Varmblod.dk

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner