Blue Hors med spændende Totilas-søn

06-02-2021 12:03

Den danske hingstestation Blue Hors har netop fået kåret en meget interessant Totilas-søn ved den hollandske kåring i 's-Hertogenbosch. De ejer den sorte unghingst sammen med den hollandske hingstestation Uytert

Copyright Ridehesten.com
Blue Hors Nixon. Foto: Digishots.nl
Nyheden fortsætter efter annoncen

Katalognummer 564 ved KWPN-hingstekåringen, den laksorte Nixon e. Totilas/ Jazz/ Rubinstein overbeviste igennem kåringsforløbet med en rigtig fornuftig tilgang til opgaverne og med tre meget reelle, rummelige og smidige gangarter med særdeles god mekanik. Særligt skal skridt og galop fremhæves.

Hingsten fremstår som en purung version af sin verdenskendte far, dog i et mere moderne og sporty format med højere ædelhedsgrad og mere højtstillethed. Selv farve og aftegn er næsten identiske med faderens.

Allerede efter forbesigtigelsen erhvervede Blue Hors sammen med den hollandske hingstestation Uytert den interessante unghingst, som Anky van Grunsven og Sjef Janssens har avlet sammen et et hollandsk stutteri og ejede den frem til salget.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Faderen Totilas er med hollandske Edward Gal en af verdens mest vindende dressurhingste, og morfaderen Jazz, der også gik international Grand Prix, har markeret sig som verdens førende producent af Grand Prix-heste. For at fuldende det afstamningsmæssige billede, så kan Nixons mormor også sagtens være med, for hun er nemlig mor til Grand Prix-hesten Athene B e. Blue Hors Don Schufro. Nixons mor selv har også været aktiv i sporten, hvor hun har gået lilletur. 

– Vi er utroligt glade for denne endnu meget ungdommelige Totilas-søn med et stort udviklingspotentiale. Totilas-afkom er som regel ikke prangende som helt unge, men vi har set talrige eksempler på deres potentiale under rytter. Nixon viser sig med et stort sving og afskub i trav og med en overbevisende galop og skridt bevægelse. Vi synes, at det er utroligt spændende præstationsblod, og så udmærker Nixon sig som en Totilas-søn med supergode bagben, fortæller Martin Klavsen fra Blue Hors.

Hingsten bliver selvfølgelig fremstillet til Dansk Varmblods Hingstekåring 2021, og vil også blive stationeret i Danmark hos Blue Hors.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner