Thomas Bach Jensen
Den 13-årige KWPN-hingst Big Star e. Quick Star/ Nimmerdor/ Ramiro er regerende olympisk mester med britiske Nick Skelton. Ekvipagen havde flere ting på programmet her i december måned, men må nu aflyse, da Big Star har fået en skade. Meldingen fra Skelton lyder, at det ikke er noget slemt, men hesten må ikke gå større stævner de næste seks uger.
Det betyder, at parret alligevel ikke vil være at finde på startlisten i Rolex Grand Prix i Genève i denne uge, men det formodes, at Big Star kan deltage den 16. december, når Nick Skelton og Charlotte Dujardin skal føre den engelske medaljeparade an i Olympia Arena i London, hvor Valegro samtidig tager officiel afsked fra sporten.
58-årige Nick Skelton og Big Star har en helt særlig historie sammen. Hingsten har grundet sygdom været ude af sporten i tre år, hvor mange afskrev den fra fremtidig sport, men Skelton troede på sin hingst og gav den den fornødne tid til at komme sig. Big Star kvitterede for tilliden ved at sikre sin rytter individuel guldmedalje ved OL 2016 i Rio de Janeiro.