Store Hestedag runder af for i år

03-09-2023 19:16

Igen i år har Store Hestedag været en stor succes. De mange besøgende blev mødt af et overvældende udbud af oplevelser og events i løbet af begge dage

Copyright Ridehesten.com
Anne-Gaëlle Bertho viste fransk frihedsdressur under Det Store Hesteshow. Foto: Ridehesten.com/Maria Lerche Mortensen

Weekendens store event Store Hestedag lakker mod enden. Det har været en weekend rig på læring, oplevelser og god stemning. Sideløbende med de mange clinics og shows har der også været spring- og dressurstævne med både D- og C-klasser, hvor der henover alle dagene blev der afviklet mere end 1000 starter.

Kan man ride, når man er blind?
Et af højdepunkterne i weekenden var opvisningen "Kan man ride, når man er blind?" ved Rikke Hjortnæs. Rikke Hjortnæs er næsten blind, men det skal ikke udgøre en forhindring for Rikkes ridning. I et flot opvisning demonstrerede hun, hvordan hun ved hjælp af lyde kan ride LA3-programmet. Rikke rider programmet ved at lytte til de hjælpere, der danner en bane med bogstaver rundt om hende. Ved hjælp af deres lyde kan Rikke lytte sig til, hvor bogstaverne er placeret.

Copyright Ridehesten.com
Rikke Hjortnæs viser, hvordan man kan ride som blind. Foto: Ridehesten.com/Maria Lerche Mortensen

Både tempo og elegance kom til udtryk til Store Hestedag
Et af de indslag i hesteshowet, der tiltrak mange tilskuere, var Køiers marathonshow, kommenteret af Monika Køier Andersen. Der var fart på, da hestevognene kørte på banen, og det skabte en god og festlig stemning hos publikum. Igen i dag kunne man overvære Anne-Gaëlle Bertho og hendes fem heste, da de under Det Store Hesteshow fremviste fransk frihedsdressur. Gæsterne besøgte også flittigt de mange stande, som var til stede på Store Hestedag. 

Dagens kåringer
Dagens hest blev også kåret. I dag blev det frieseren Esteban Af Fyhn, som blev kåret som dagens hest. Den smukke frieser blev udstillet af Lotte Jensen. Den hest, som dommeren kårede som nr. 2 i kategorien, blev fjordhesten Tidsel Esba udstillet af Maria Esberg Kjær Mikkelsen. Bedømmelsen af dagens hest favner bredt alle racer, og derfor blev det en helt tredje race, som opnåede en tredjeplads i bedømmelsen af dagens heste. Det blev nemlig PRE-hesten Lopez IV, som blev udstillet af Belinda Bonn Carlsen.  

Dagen sluttede igen i dag med oprangering af alle de bedømte heste. De mange heste formede sammen "den store slange", som det populært bliver kaldt, og afsluttede dermed Store Hestedag for i år. 

Copyright Ridehesten.com
Oprangering af alle de bedømte heste. Foto: Ridehesten.com/Maria Lerche Mortensen


 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner