Steffanie Victoria Horsted Dyrslund er dansk mester

17-08-2024 14:30

Danmarksmesterskaberne i dressur for ponyer er i fuld gang hos Hovgaard Rideklub på Fyn. I dag blev den første danske mester fundet, da kategori 3 ponyerne var på banen i kampen om mesterskabstitlen

Copyright Ridehesten.com
Steffanie Victoria Horsted Dyrslund og den 27-årige pony Magic Manipu kan i dag kalde sig dansk mester. Foto: Ridehesten.com/ Mie Thorup Poulsen.

Hovgaard Rideklub på Fyn er i denne weekend vært for danmarksmesterskaberne i dressur for ponyer sideløbende med, at finalen i Topponyer stilcup afholdes. I dag er første finale blevet redet, da kategori 3 ponyerne og deres ryttere var på banen for at kæmpe om titlen som dansk mester. 

Efter fredagens første afdeling af Agria DRF mesterskabet for kategori 3 var redet, lå Steffanie Victoria Horsted Dyrslund og den 27-årige pony Magic Manipu i spidsen af mesterskabet. Parret leverede en flot præstation og blev belønnet med klassens absolut højeste resultat, nemlig 73,271%, og gik dermed i finalen med førerposition. Efterfulgt af Steffanie lå Alma Frederiksen og ponyen Parcybedw The Distroyer. Parret red til 71,688% og lå dermed til sølv efter første afdeling. Tredjepladsen og dermed en foreløbig bronzemedalje var besat af Merle Ladelund og Pandora, der red til 70,708%. 

Copyright Ridehesten.com
Steffanie Victoria Horsted Dyrslund og Magic Manipu. Foto: Ridehesten.com/ Mie Thorup Poulsen.

Da finalen i dag blev fløjtet i gang på Hovgaard klokken 13.00, var det derfor også de tre ovennævnte ryttere, der skulle sidst på banen. Feltet bestod af 10 håbefulde ponyryttere, der alle havde forventningerne i top. Som bekendt, kan alt ske i et mesterskab, og derfor var det en yderst spændende finale at være vidne til. 

De tre seje piger formåede at holde placeringerne, og derfor blev det altså Steffanie Victoria Horsted Dyrslund og Magic Manipu, der tog titlen som dansk mester, da parret i dag red finalen til 77,500%. Dermed blev det altså også Alma Frederiksen og ponyen Parcybedw The Distroyer, der kunne hænge sølvmedaljen om halsen. De red i dag til 74,584%. Bronzemedaljen gik ligeledes til gårsdagens nummer tre, nemlig Merle Ladelund og Pandora, der i dag formåede at levere et program, der blev belønnet med 73,182%

Kategori 2 ponyernes første afdeling af Agria DRF mesterskabet blev ligeledes redet i morges. Her skulle 17 ekvipager på banen og ride PRT i håb om en god position inden morgendagens finale. Bedst i dag blev dog Agnes Ørnskov Beier og Timmys My Fritz e. Grenzhiehes My Fireball/ Orchard D'Avranches, der sluttede med 71,949%, og dermed har lagt sig i spidsen af mesterskabet. Anden bedst lige nu er Juliane Danvad Fredbøg og Spirit-Kick e. Clausholm Donatello/ Attention, der red til 71,641%, og dermed rider som anden sidst i finalen i morgen. Tredje bedst i dag var igen Agnes Ørnskov Beier, denne gang på Strandgaards Mangold e. FS Mr. Right/ FS Champion De Luxe, der blev belønnet med 70,667%. I morgen klokken 11.15 er det finaletid, og her bliver det yderst spændende at se, hvem der løber med titlen som dansk mester for kategori 2 ponyer. 

I skrivende stund, er kategori 1 ponyerne på banen i PRT for at finde ud af, hvem der ligger sig i den bedste position inden morgendagens finale, der rides klokken 13.35.

Se stævnets start- og resultatlister her. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner