Anna Pørtner
Uge 42 venter lige om hjørnet, og det betyder også, at dørene snart åbnes til årets World Cup-stævne i MCH Messecenter Herning. Det danske publikum er verdensberømte for deres opbakning til rytterne, og især til de danske. Igen og igen nævner rytterne, hvor fantastisk en atmosfære, der bliver skabt i Jyske Bank Boxen, og lige om lidt sker det altså igen.
Danmark stiller i stærk opstilling på hjemmebane i Boxen, når der fredag den 17. oktober bliver skudt gang i FEI Dressage World Cup Grand Prix præsenteret af Blue Hors fra klokken 15.45. Lørdag klokken 12.00 afgøres sæsonens første World Cup-kvalifikation inde i Jyske Bank Boxen med FEI Dressage World Cup Freestyle præsenteret af Ecco, og her er altså et imponerende dansk lineup til start.
Stærke danske ekvipager
Der bliver virkelig noget at se på for dressurentusiasterne inde i Boxen, når World Cup-klassen går i gang. Anført af OL-sølvvinder for hold, Cathrine Laudrup-Dufour og Mount St John Freestyle e. Fidermark/ Donnerhall 11 kommer det danske team til at bestå af Rikke Dupont med DV-hesten Grand Galiano e. Grand Galaxy Win/ Blue Hors Don Schufro (opdr. Lotte og Gert Buchhave) samt Nadja Aaboe Sloth med DV-hesten Favour Gersdorf e. Foundation 2/ Leandro (opdr. Inger Marie Andreasen).
De to ekvipager var sammen med Cathrine på det bronzevindende hold ved EM i Frankrig i sommer, og endnu en gang stiller de danske ekvipager op til en spændende konkurrence om sæsonens første World Cup-sejr. Det er ikke kun EM-ekvipagerne, der repræsenterer Danmark ved World Cup-stævnet, for VM-guldvinder for hold, Carina Cassøe Krüth og DV-hoppen Heiline's Danciera e. Fuerstenball Old/ de Niro 6 (opdr. Stald Heiline) er tilbage i international konkurrence og har senest ved et stævne i Polen vist super fin form. Nu er de tilbage på den internationale bane i Herning, hvor de endnu en gang rider med om World Cup-titlen.
Fem nationer i World Cup
Foruden Danmark bliver sæsonens første World Cup med deltagelse af ryttere fra Belgien, Tyskland, Holland og Sverige. Sverige kommer i stærk opstilling anført af landsholdsrytter Patrik Kittel, og med sig har han Touchdown e. Quaterback/ Sack. Parret vand World Cup-finalen i 2024, og de er med garanti sultne efter mere. Kittel og Touchdown har prøvet at stå på sejrspodiet i Herning. Det gjorde de ved World Cup-stævnet i 2023, hvor de løb med sejren.
Kittel anfører sine holdkammerater fra EM i Frankrig i World Cup-klassen. Her får han nemlig selskab af Tinne Vilhelmson Silfvén, Maria von Essen, Sofie Lexner og Caroline Darcourt, der alle sammen finder vej til Danmark for at skyde årets World Cup-sæson i gang med bravour.
Maria von Essen er ej heller helt fremmede på World Cup-scenen i Herning. Sidste år var hun nemlig på podiet, da hun og Invoice e. Jazz/ Olympic Ferro kom ind på tredjepladsen efter Daniel Bachmann Andersen og Vayron e. Vitalis/ P.B. Gloster på andenpladsen og Cathrine Laudrup-Dufour og Freestyle på førstepladsen. Som bekendt går Vayron ikke længere under Bachmann, men heldigvis får vi også Daniel Bachmann Andersen at se i Herning, idet han er til start i den 3-stjernede Grand Prix-tur med et nyt stjernefrø.
Foruden Danmark og Sverige som stærke nationer i World Cup-regi, er tyskerne også altid et stærkt kort. I år er de stærkt repræsenteret af blandt andet Fabienne Müller-Lütkemeier, Raphael Netz og Dorothee Schneider, som alle lægger deres vej forbi MCH Messecenter Herning for at skyde årets World Cup-sæson i gang.