Danske hingste udtaget til Vechta

14-11-2024 10:21
Avl

Tre danskavlede hingste er på Oldenburgerforbundets første forbesigtigelsesdag for dressurbetonede hingste blevet udtaget til hingstekåring, heriblandt et føl solgt på elitefølauktionen

Copyright Ridehesten.com
Strauss DWB på elitefølauktionen i 2022. Foto: Ridehesten.com/Kristine Bojsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

På Oldenburgerforbundets første forbesigtigelsesdag i går onsdag blev tre danskavlede, dressurbetonede hingste udtaget til forbundets hingstekåring den 16. - 18. januar 2025 i Vechta, Tyskland.

Blandt de tre danskavlede 2½-års hingste er en Dansk Varmblodsregistreret, nemlig Strauss DWB e. So Perfect/ Tailormade Temptation/ Sandro Hit (opdr. Lena og Ulrik Kristensen samt Hanne Hertzberg), som mange vil kunne huske fra Dansk Varmblods Elitefølauktion i 2022, hvor eliteskuet blev afholdt i Herning i forbindelse med VM 2022.

Strauss' mor er guldmedaljehoppen Stigma, der er kendt for at have været Årets hoppeføl, Årets 2-års hoppe og Årets hoppe i Danmark Varmblod, og desuden er hun helsøster til en kåret hingst i oldenburgerforbundet, Tomahawk. Stigma er opdrættet af den kendte svenske avler Lena Nyström og blev erhvervet på Elitefølauktionen af norske Hanne Hertzberg, der senere gik i kompagniskab med danske Lena og Ulrik Kristensen om hoppen.

På Dansk Varmblods Elitefølauktioni 2022 blev Strauss handlet for 36.000 euro med canadiske Vicky Lavoie som ny ejer. Hun har ladet hingsten udvikle sig i Tyskland, hvor den er blevet forberedt og fremstillet til forbesigtigelse af familien Schwierking og er altså nu udtaget til hingstekåringen i januar måned.

Copyright Ridehesten.com
Strauss DWB og moderen Stigma omgivet af Hanne Hertzberg, Ulrik Kristensen, Vicky Lavoie og Lena Kristensen. Foto: Ridehesten.com/Kristine Bojsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Danske HH Horses v/ Henrik Hansen har opdrættet unghingsten Festival e. Franzé/ Solos Carex/ Paganini xx, som repræsenterer to af de hoppestammer, som stutteriet arbejder med. Faderen Franzé e. Franklin/ Sezuan er nemlig også opdrættet af HH Horses og går i hoppestammen tilbage til Benedikte V. Rasmussens guldmedaljehoppe Hebiska.

Festivals mor Parexi blev hos Henrik Hansen mor til den højtdekorede Rapitalá, der er kendt som mor til de to helsøstre Fiontina og Fiontini, som blev verdenskendte ved at vinde sølv og guld ved UVM i dressur, hvor Fiontini i øvrigt som den eneste hoppe i historien har vundet guld tre år i træk. Parexi blev solgt i Sverige og fik en dressurkarriere, inden Henrik Hansen fik mulighed for at købe den hjem i en høj alder, hvor den har skænket yderligere fem føl. Et af dem er den sorte hingst Festival, der er Oldenburger-registreret, og som i går blev udtaget til Oldenburgerforbundets hingstekåring.

Den tredje danskfødte unghingst, der i går blev udtaget til hingstekåringen i Vechta, er opdrættet af Blue Hors ApS og solgt på auktion. Det er igen tale om en Oldenburger-registreret hingst, nemlig den sorte Kolton  e. BH Kingston/ BH Don Olymbrio/ BH Don Schufro, hvis mormor er hoppen Rebelle, der dels var Årets hoppe i Oldenburgerforbundet og senere fik en internationale dressurkarriere under Maria Anita Andersen, hvor den opnåede flere placeringer i lilletur, inden en skade gjorde, at den blev avlshoppe.

Resultat af forbesigtelsens første dag.

Katalog til forbesigtigelser.

Copyright Ridehesten.com
Hingsten Kolton blev solgt til Tyskland på Blue Hors' auktion i februar 2024. Foto: Blue Hors
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner