Grethe Næsby
Mikko Piirala tilbyder på sit kursus den 24.-25. oktober i Danmark en yderst grundig undervisning over to dage, hvor han første dag træner gymnastik med hesten og på andendagen banespringning. Hvert hold vil bestå af to til tre ryttere, og der er beregnet ca. 60 min undervisning pr. hold. Kurset vil foregå på enten tysk eller engelsk. Peter Mertz vil være tolk, så sproget ikke bliver et problem under undervisningen. Kurset afholdes på berider Ole Madsens private ridecenter syd for Aalborg på Poulstrupvej 93, 9230 Svenstrup, hvor der vil være mulighed for at overvære det spændende kursus. Fakta om Mikko Piirala: Den tidligere finske landsholdsrytter Mikko Piirala, har siden 1996 boet i Tyskland, hvor han har arbejdet som professionel springrytter. I 1998 startede han hos Agneta og Wolfgang Herz i Hamborg, hvor han i samarbejde med Carsten-Otto Nagel (nykåret sølvvinder til EM) arbejdede i 10 år. Udover at uddanne ryttere og ungheste, havde Mikko også mulighed for at deltage i internationale stævner, hvor han i en periode lå i Top 100 på verdensranglisten. Mikko har opnået adskillige placeringer op til S både nationalt i Tyskland og internationalt i resten af verden. Tilbage i Tyskland bygger Mikko nu sin egen uddannelses - og salgsstald. En stor del er at kunne tilbyde undervisningen til unge ryttere, samt muligheden for at skabe et stærkt tillidsbånd op til sine elever. Derudover arbejder Mikko med at uddanne ungheste og fremvise dem til stævner, samt sælge og formidle talentfulde springheste. Det er muligt at få sin hest i ridning hos Mikko, og lade den blive formidlet gennem ham. Mikko underviser bla. den tidligere Nordiske holdmester for young riders Peter Mertz fra Danmark, den internationalt succesrige young rider Ville Peltokoski fra Finland og Agneta Herz, som succesrigt rider internationale amatørrytter-konkurrencer. Spørgsmål kan henvendes til Peter Mertz på mobil: 51374291.
Kurset er arrangeret i et samarbejde med Aalborg Sportshøjskole og berider Ole Madsen. Læs mere via de to links i højre side.