Spændende konkurrencer i Herning

28-01-2025 12:24

Når Dansk Varmblods Hingstekåring løber af stablen i Herning fra den 5.-9. marts, bliver det med spændende konkurrencer for enhver smag, når både spring- og dressurrytterne skal ride internationale klasser, unghestene skal på banen og hingstene skal præsenteres

Copyright Ridehesten.com
Når Dansk Varmblods Hingstekåring løber af stablen, bliver det med spændende konkurrencer for enhver smag. Foto: Ridehesten.com/ Jørgen Bak Rasmussen

Traditionen tro indtager Dansk Varmblods Hingstekåring MCH Messecenter Herning fra den 5.-9. marts, hvor programmet er spækket med spændende konkurrencer fra morgen til aften. Foruden spændende ridning for både dressur-, spring- og alvsentusiaster, vil der som altid være en stor messe for købeglade gæster. 

International dressur og springning
For dressurentusiaster er ECCO Five Star Dressage et af årets højdepunkter. Det er en helt ekstraordinær satsning Dansk Varmblod har gjort, ved at invitere danske og udenlandske topryttere til international dressursport på allerhøjeste niveau. Med opbakning fra en række sponsorer giver de femstjernede dressurkonkurrencer rytterne mulighed for at ride om værdifulde points til verdensranglisten. ECCO Five Star Dressage afvikles fredag og lørdag med hhv. Grand Prix og Grand Prix Freestyle.

For dressurentusiaster åbner dette naturligvis op for en helt særlig oplevelse, idet vi kun oplever dressur på dette høje niveau ved ét andet stævne herhjemme, nemlig FEI World Cup Herning i oktober. Arrangørerne inviterer derudover til CDI3* og CDI1* dressur, så der er masser af dressur at se i Herning. 

For de springinteresserede er der adskillige interessante klasser over de fem dag eventet strækker sig. I år er der igen særlige klasser for de succesfulde junior-, ung- og U25-ryttere, og så inviterer arrangørerne naturligvis også de unge springheste indenfor til særlige Youngsterklasser. Springningen afvikles på tre- og et-stjernet niveau med den store Stutteri Ask Grand Prix inde i Jyske Bank Boxen lørdag middag.

Copyright Ridehesten.com
Foruden spændende konkurrencer i spring og dressur, er der også hingstekåring. Foto: Ridehesten.com/ Mie Thorup Poulsen

Præsentationsklasser for hingste
Et stort trækplaster under kåringen er præsentationsklasserne for de kårede hingste i enten dressur eller springning. Klassen er udelukkende åben for avlshingste kåret i Dansk Varmblod, og publikum valfarter ind i hallerne, for at se de mange, interessante hingste præsenteret under rytter.

Hingstene fremvises på deres respektive uddannelsesniveau. Klasserne afvikles uden konkurrenceelement, altså uden en karaktergivning, men de bliver kyndigt kommenteret af hhv. en gangarts- eller springdommer.

Unghestechampionat i dressur og springning
Fra Egnethedstesterne, som afvikles i oktober/november måned, for 4-årige spring- og dressurheste kvalificerer de bedste 50 dressurheste og 40 springheste sig til en finale, nemlig Unghestechampionatet i forbindelse med hingstekåringen.

I Blue Hors Unghestechampionat i dressur skal hestene rides to gange for dommerne med egen rytter. Herefter går de 21 bedst placerede direkte i finalen, mens der er tre finalepladser i spil via trøstefinalen. I finalen bliver hestene redet af testrytter, Daniel Bachmann Andersen, i cirka 10 minutter, hvorefter testrytteren giver en karakter for kapacitet og for ridelighed.

Copyright Ridehesten.com
Daniel Bachmann Andersen er testrytter på dressurhestene. Foto: Ridehesten.com/ Maria Lerche Mortensen

I Dansk Hesteforsikrings Unghestechampionat i springning skal hestene springes på en bane for dommerne to gange med egen rytter. Herefter går de bedste 20 i finalen. I finalen bliver hestene sprunget af testrytter, Lars Bak Andersen, i cirka 10 min, hvorefter testrytteren giver en karakter for kapacitet og ridelighed.

Hestens Værn uddeler en præmie til Unghestechampionatets gladeste hest i henholdsvis dressur- og springdisciplinen. Det er testrytterens vurdering af hestens ridelighed, manerer og generelle optræden, der afgør, hvilke heste der får hæderen.

Copyright Ridehesten.com
Lars Bak Andersen er testrytter på springhestene. Foto: Ridehesten.com/ Karin Fallah

Kilde: DV Event. 

Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen