Søstrene Gerstorf starter ridecenter i forældrenes fodspor

06-05-2020 14:20

Marie Helene Rigård Rohleder

Ulrik Gerstorf Sørensen fra Blue Hors har to døtre med iværksætterdrømme. Anne Sophie og Alexandra overtager nu Skanderborg Ridecenter efter deres forældre, og omdanner det til Christiansminde Ridecenter. De to unge ryttere vil især fokusere på at styrke elevskolen og skabe et trygt og fagligt stærk ridecenter for børn og unge 

Copyright Ridehesten.com
Anne Sophie og Alexandra Gerstorf Sørensen. Foto: Ridehesten.com/ Anette Boe Østergaard

– Vores forældre har bygget et stærkt fundament for os, som vi har bygget vores egen ridning og glæde ved hestene på. Det vil vi også gerne være med til at skabe for fremtidens ryttere, fortæller Alexandra og Anne Sophie Gerstorf Sørensen

I 2004 købte berider Ulrik Gerstorf Sørensen og konen Charlotte Sørensen Skanderborg Ridecenter. Her flyttede de ind med deres døtre Alexandra og Anne Sophie. 

Søstrene er opvokset med heste og ridning, og de har også selv flere topplaceringer i ind- og udland på både pony og hest samt redet på det danske ungdomslandshold i dressur. Senest har de arbejdet hos berider Lars Petersen i USA. 

Inden hingstekåringen tilbage i marts, hvor coronaen for alvor lammede store dele af verden, kom Alexandra og Anne Sophie dog hjem til Danmark igen. Planen var, at de skulle fortsætte med at fokusere på ridning og uddannelse af deres heste.

....Men så foreslog Ulrik og Charlotte, om de ikke hellere skulle vende blikket mod barndomshjemmet: Skanderborg Ridecenter. 

– Vi er rigtig glade og stolte over at få lov til at overtage driften af ridecenteret. Det bliver en stor opgave, men vi er gode til at samarbejde, og vi har masser af gåpåmod og ambitioner for stedet, fortæller Alexandra på 24 år og Anne Sophie på 20 år. 

Den 4. maj lagde de så en video op på Facebook-siden Christiansminde Ridecenter, hvor de offentliggjorde, at nu ligger ansvaret for ridecenteret på de to seje søstres skuldre. 

Elevskolen i fokus
– Vores mål er at engagere og fastholde vores elevryttere i hestesporten. Vi tror på, at hvis vi formår at aktivere børnene og lære dem om hele pakken i det at have hest, så bevarer de også interessen for sporten, siger Alexandra og Anne Sophie. 

Sammen med deres ansatte Ingrid har de to søstre oprettet YouTube-kanalen “Ponytuben”, hvor de forsøger, at lære elevryttere og andre interesserede om teorien bag det at gå til ridning. 

Her laver de eksempelvis videoer om emner som opsadling, strigling og forberedelse til stævner. 

– Vi har også planer om at arrangere månedlige teoriaftener for elevskolerytterne, hvor vi producerer en række videoer om månedens tema. Vi forsøger at være der, hvor nutidens børn og unge er, nemlig på sociale medier, og så formidle vigtig viden den vej. Det oplever vi har en større effekt end almindelig teoriundervisning på staldgangen, siger Alexandra og Anne Sophie. 

Copyright Ridehesten.com
Anne Sophie og Alexandra Gerstorf Sørensen. Foto: Ridehesten.com/ Anette Boe Østergaard

Lige nu er søstrene i fuld gang med at renovere nogle af de ældre staldbygninger på ridecenteret, så de i fremtiden kan åbne op for pensionærer ved siden af elevskolen. Derudover vil de også gerne kunne tage heste i ridning på stedet. 

– Vi vil ikke kun være et traditionelt ridecenter. Vi har masser af ideer og planer for fremtiden, og så har vi heldigvis vores forældre, som støtter og hjælper os, hvis vi får brug for det, afslutter Alexandra og Anne Sophie Gerstorf Sørensen.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner