Kan Klithuse Militaryklub genvinde DM?

26-06-2016 07:54

Klithuse Militaryklub var bedst i terrænet i går og har igen lagt sig i spidsen af DRF-mesterskabet i military for klubhold på Skårup Overgård ved Skanderborg

Copyright Ridehesten.com

I weekenden den 24. - 26. juni er Kirstineholm Rideklub vært for DRF-mesterskabet i military for klubhold på Skårup Overgård ved Skanderborg. 10 hold er til start i mesterskabet, som strækker sig over tre dage. fredag blev der redet dressur, og lørdag skulle ekvipagerne ud på den krævende terrænbane. Efter en meget flot indsats i terrænet har Klithuse Militaryklub (KMK) lagt sig i spidsen i mesterskabet. Intet er dog afgjort, før alle holdene har været gennem ridebanespringningen i dag søndag. 

Klithuse Militaryklub bedst i terrænet
Fredag kom holdet fra Jysk Sportsrideklub bedst fra start i mesterskabet, men hele stillingen ændrede sig efter dagens terrænspringning. Klithuse Militaryklub gjorde en særdeles god figur og kom bedst igennem terrænet. Det betyder, at holdet, som samlet har 134,8 strafpoint, tager føringen i mesterskabet  - og det med god afstand til Kirstineholm Rideklub som pt. indtager 2. pladsen med 160,4 strafpoint. Det bliver spændende at se, om Klithuse Militaryklub kan genvinde mesterskabet efter morgendagens springning. Holdet består af Rikke Mortensen/Haldgårdens Loulu Back, Lærke Siiri Vincent From Larsen/Toftegårdens Carisma, Henriette Bedsted/Balzerlunds Tiger, Emilie Friedrichsen/Lille Jens af Balzerlund.

Det samlede resultat efter fredag og lørdag

  • KMK - Klithuse Militaryklub 134,8 (strafpoint)
  • KIRK - Kirstineholm Rideklub 160,4
  • JSK - Jysk Sportsrideklub 163,9
  • SØG 1 - Søborggård Rideklub 171,5
  • SPR 2 - Sportsrideklubben 182,3
  • SØG 2 - Søborggård Rideklub 184,4
  • EDR - Edelgårdens Rideklub 189,9
  • VAS - Vasehus Rideklub 206,8
  • SPR 1 - Sportsrideklubben 214,9
  • CEP - TEAM CEP Complete Eventing 2.149,2

Se stævnets starter og resultater HER.

/DRF.

Info

Om DRF-mesterskabet for klubhold

Hvert hold skal bestå af 3-4 forskellige ryttere og heste/ponyer, der deltager i CNC1*, CNCP1*, CNC100, CNCP90 eller CNC90. Holdets ekvipager rider 3 forskellige eller 4 forskellige klasser. Derudover skal der starte minimum en holdekvipage på hver højde således: Én ekvipage rider CNC1*, én ekvipage rider CNC100cm eller CNCP1*, én ekvipage rider CNC90cm eller CNCP90cm. Er der 4 ekvipager på holdet skal den sidste ekvipage starte i en af de to klasser hvor holdet ikke i forvejen har en ekvipage til start.

Resultatet for de 3 ekvipager på holdet med laveste antal strafpoint sammenlægges og udgør holdets strafpoint. Vinder er det hold som sammenlagt har opnået færrest strafpoint.
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner