Klithuse Militaryklub genvandt DM-holdtitlen

26-06-2016 16:54

Det blev Klithuse Militaryklub (KMK), der efter tredages militarystævne på Skårup Overgård ved Skanderborg fortjent kunne modtage sejrsbåndene og de røde vinderdækkener i dette års DRF-mesterskab i military for klubhold

Det stod klart efter endnu en fin indsats af holdet i dagens afgørende ridebanespringning, og det er værd at nævne, at det er andet år i træk, at klubben vinder mesterskabet. Sølvet gik til Jysk Sportsrideklub (JSK), mens Kirstineholm Rideklub (KIRK) vandt bronze.

10 hold var til start i mesterskabet, som foregik over tre dage med dressur, terrænspringning og ridebanespringning. Fredag var Jysk Sportsrideklub bedst i dressuren og trak i derfor i førertrøjen, men lørdag var Klithuse Militaryklub ganske fremragende i terrænet og lagde sig i prompte i spidsen for feltet. Det ændrede dagens ridebanespringning ikke på, og holdet, der bestod af Rikke Mortensen/Haldgårdens Loulu Back, Lærke Siiri Vincent From Larsen/Toftegårdens Carisma, Henriette Bedsted/Balzerlunds Tiger, Emilie Friedrichsen/Lille Jens af Balzerlund, sluttede med samlet 138,8 strafpoint og tog sejren i mesterskabet.

Kamp om sølv og bronze
Sølvet gik til Jysk Sportsrideklub, som især hentede et flot resultat i både dressuren og ridebanespringningen. Holdet sluttede med 167,9 strafpoint og bestod af Diana Kramer/Lyngbjergbos Lukra, Tia Lundemose Andersen/Søkjær's Cato, Martina Kastrup Loft/Picolien og Sara Koue/Cilas Regal. Lige i hælene på Jysk Sportsrideklub kom Kirstineholm Rideklub med en samlet strafpoint på 168,4. Det betød naturligvis bronze til holdets fire ekvipager: Poul Erik Gade/Pinvigs Gambler, Kristina Kragh Olesen/Chocolat, Casper Rasmussen/Coradine-S og Victoria Suzette Kahr/Søndermarkens Julius.

Samlet resultat for alle hold

  • KMK - Klithuse Militaryklub 138,8
  • JSK - Jysk Sportsrideklub 167,9
  • KIRK - Kirstineholm Rideklub 168,4
  • SØG 1 - Søborggård Rideklub 171,5
  • SØG 2 - Søborggård Rideklub 188,4
  • SPR 2 - Sportsrideklubben 190,3
  • EDR - Edelgårdens Rideklub 209,9
  • SPR 1 - Sportsrideklubben 231,7
  • VAS - Vasehus Rideklub 1.148,8
  • CEP - TEAM CEP Complete Eventing 2.149,2

Se stævnets starter og resultater HER.

/DRF.

Info

Om DRF-mesterskabet for klubhold

Hvert hold skal bestå af 3-4 forskellige ryttere og heste/ponyer, der deltager i CNC1*, CNCP1*, CNC100, CNCP90 eller CNC90. Holdets ekvipager rider 3 forskellige eller 4 forskellige klasser. Derudover skal der starte minimum en holdekvipage på hver højde således: Én ekvipage rider CNC1*, én ekvipage rider CNC100cm eller CNCP1*, én ekvipage rider CNC90cm eller CNCP90cm. Er der 4 ekvipager på holdet skal den sidste ekvipage starte i en af de to klasser hvor holdet ikke i forvejen har en ekvipage til start.

Resultatet for de 3 ekvipager på holdet med laveste antal strafpoint sammenlægges og udgør holdets strafpoint. Vinder er det hold som sammenlagt har opnået færrest strafpoint.
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner