Anna Pørtner
Med solen over den smukke arena hos Stutteri Ask blev endnu en fantastisk stævnedag sluttet af med stævnets højeste klasse, nemlig XL Tour S1* i 145 cm. Her skulle 39 ekvipager kæmpe om placeringerne i en metode A, og kæmpet om placeringerne, det blev der. Det blev dog Søren Møller Rohde, der løb med sejren på hjemmebane takket være fantastiske hjælpere, fortæller han.
Der skulle ikke mere end en enkelt ekvipage til, at aftenens første nulrunde blev sikret - det stod Konstantin Deeken Künnemann for med Footloose Vest e. Favorit Ask/ Cornet Obolensky (opdr. Stald Vestergård). Parret red en overlegen runde i tiden 79,39 sekunder og lagde altså pres på de resterende ekvipager.
Det var dog ikke et pres, som Rikke Haastrup Kristensen ikke kunne så for, for i sadlen på sin mangeårige makker Balouca Z e. Baloubet Du Rouet/ Parco red hun cirka 14 sekunder af Konstantins tid, da hende og Balouca fløj over målstregen i tiden 66,10 sekunder og lagde sig helt suverænt i spidsen af klassen.
Den position holdt ekvipagen længe, men stedets chefberider, Søren Møller Rohde, havde altså ikke tænkt sig at lade Rikke og Balouca vinde uden konkurrence. I sadlen på Action Man Ask Z e. Action-Breaker/ Calvados Z leverede han et suverænt ridt og slog 0,10 sekunder af Rikke Haastrups tid.
Der var ingen andre, der kunne hamle op med de to hurtige ekvipagers tid, men Søren Møller Rohde gjorde da et ihærdigt forsøg på sine to andre heste. Han tog da også både tredje- og femtepladsen i sadlen på henholdsvis Cassado Ask e. Casall og Evolution Ask DWB e. Zirocco Blue/ Tannenhof's Cheenok (opdr. Familien Camitz v/ Linus Camitz).
Fjerdepladsen gik til Emilie Mosegaard Christiansen på Syvhøjegårds Enzo e. Chandler/ Carano (opdr. Niels Osterland), der red fejlfrit over målstregen i tiden 69,71 sekunder. Den unge rytter leverede et helt suverænt ridt på den velspringende vallak, og skubbede altså Søren ned på femtepladsen med Evolution Ask DWB.
Det kræver gode hjælpere
Søren Møller Rohde er som skrevet chefberider på Stutteri Ask, og det kræver altså mere end blot god planlægning at afvikle et stævne i denne kaliber, samtidig med at man selv skal ride stævnet:
– Det er egentligt ret så simpelt; det kræver rigtig gode hjælpere, fortæller Søren og tilføjer: – Hjælperne er med til at gøre alt arbejdet, så jeg kan slappe af i det, og det gør også, at jeg kan koncentrere mig om at ride stævnet. Det er alt lige fra hestepassere til dem der står på banen og i sekretariatet, jeg ved bare, at der er så mange gode hjælpere.
Søren havde tre heste med i aftenens S-klasse, hvor der var 39 ekvipager til start, og man kunne derfor fristes til at tro, at der havde været en smule pres på den ellers rutinerede rytter her til aften. Det er dog ikke et pres, Søren bemærker, for endnu en gang står de gode hjælpere klar:
– Jeg har heldigvis så mange gode hjælpere, så det er egentligt helt stille og roligt. De hjælper lidt med at varme hestene op og sådan, så helt ærligt, det var ikke stressende overhovedet, fortæller Søren.
Hør mere om Sørens ridt, afviklingen af stævnet og den fantastiske stemning i videoen herunder: