Solrig følaften hos Blue Hors

24-05-2012 11:26

Signe Wiese

Avl
Blue Hors havde i går aftes inviteret til følaften, og det blev en hyggelig aften med masser af sol og flotte føl - og så var der også lejlighed til at nyde en enkelt hingst under rytter

Rigtig mange mennesker havde fundet vej til Blue Hors den 23. maj, og de fremmødte fik på denne solrige majaften lejlighed til at se flere af Blue Hors- og Stutteri Ask-hingstene for hånd, en masse føl og så sluttede aftenens hestedel af med en fremvisning af Blue Hors Erlando under rytter - og så var det tid til grill-pølser og hestesnak. Aftenen startede foran hingstestalden hvor flere hingste Blue Hors og enkelt fra Stutteri Ask blev præsenteret for hånd for de mange fremmødte. Hingstene blev kommenteret af Blue Hors-direktør Esben Møller, der bl.a. fortalte om hingstene præstationer og deres avlsmæssige egenskaber. Publikum fik bl.a. set Blue Hors Rockefeller, Blue Hors Zack, Blue Hors Edelman, Blue Hors Zatchmo, Blue Fletcher, Cavall Ask og fløjhingsten Clifton Ask. Også Don Olymbrio blev vist frem, og som Esben Møller selv udtrykte det, så er Don Olymbrio måske ikke den mest smarte og højtstillede hingst, men han bærer noget af det ypperste dressurblod i sine årer, og han har med sin første følårgang allerede fået vist sit værd i avlen - hvilket de fremmødte fik lejlighed til at opleve senere, da føllene kom på banen. Fremvisningen foran hingststalden blev afsluttet af "kongen af Blue Hors" - Blue Hors Don Schufro. Hingsten er efterhånden blevet 19 år gammel, men han blev fremvist i flot form, og så ud til at nyde opmærksomheden fra de mange mennesker. - Han har et godt liv, han bliver redet hver formiddag, og så går han nogle timer på fold hver dag, fortalte Esben Møller. Herefter gik turen om til hoppestaldene, hvor de fremødte blev præsenteret for ca. 30 føl efter både Stutteri Asks og Blue Hors' hingste. Der var især mange føl efter Blue Hors Don Olymbrio, og på trods af vidt forskellige moderhopper, så var føllene efter Jazz-sønnen i høj grad ensartede føl med en masse udtryk, en flot front og så så de alle ud til at være særdeles velgående. Aftenens hestefremvisninger blev afsluttet på ridebanen, hvor berider Allan U. Grøn fremvist avlshingsten Blue Hors Erlando e. Jazz/Rhodium. Det er ikke mange, der har haft lejlighed til at opleve denne hingst før, og det var da også årsagen til at Esben Møller benyttede lejligheden til at få hingsten vist under rytter. Blue Hors Erlando kunne pga. en skade ikke møde op til årets hingstekåring i Herning, og hingsten blev ligeledes forhindret i at møde op til Dansk Varmblods Efterkåring. På baggrund af sin hollandske kåring og aflagt 10-dages test er hingsten dog blev kåret, og smukke brune hingst tog særdeles godt ud i aftensolen på ridebanen. Herefter var det tid til at nyde en grill-pølse og få sig en god hestesnak - alt i alt en meget god og hyggelig aften på Blue Hors.

Links

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner