Skallerup Ridecenter: En familie fuld af oplevelser

20-08-2020 16:55

Marie Helene Rigård Rohleder

Over 100 islandske heste, en gås ved navn Sortenæb, det vilde vesterhav som brusende nabo og en uendelig lyst til at give gode oplevelser til alle besøgende. Det kendetegner Skallerup Ridecenter i Nordjylland, som Lone Hansen driver sammen med sin familie

Copyright Ridehesten.com
Lone Hansen (tv) og datteren Liv Martine (th). Foto: Privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

Det startede egentlig med at være dansk varmblodsheste, som Lone Hansen avlede og uddannede. Tilbage i 1980'erne kvalificerede hun DV-hingsten Nicolas til Hingstekåring i Herning, og modtog flere købstilbud på hingsten men endte med at sælge den til Tyskland. Og for pengene købte Lone og hendes mand Søren deres bondegård i Uggerby ved Hirtshals i Nordjylland. 

– Vi købte 11 islandske heste hjem fra Island, og så startede vi for alvor op med turridning til turister, fortæller Lone Hansen til Ridehesten.com. 

Copyright Ridehesten.com
Foto: Privat

Hvis du er en af de 26.000, som følger Skallerup Ridecenter og Lones liv på landet på Instagram, så kender du helt sikkert gåsen Sortenæb, som ikke er bleg for at bide efter folk, hvis man viser angst. Eller familiens bedste ven Snuden, som ivrigt agerer hyrdehund overfor de små shetlandsponyer, som bruges til trækture på gården. Eller de to kårede islandske hingste Teitur og Sigur, som er hinandens bedste venner og ivrigt leger ude på folden hver dag. 

Copyright Ridehesten.com
Lone og den berømte gås Sortenæb. Foto: Privat

Lone og Søren begyndte med turridning på deres egen gård for 32 år siden, men for cirka 15 år siden blev de tilknyttet Skallerup Seaside Resort, hvor Skallerup Ridecenter er i dag. Derudover har de rådighed over 200 hektarer indlandsklitter ved det barske vesterhav, hvor de mange islandske heste lever hele året rundt. 

– Vi har over 100 heste i dag, og vi har avlet de fleste selv. Jeg kender dem alle, og jeg har simpelthen så svært ved at skille mig af med dem. Vi bruger langt størstedelen af hestene til turridning til turister, og når hestene bliver for gamle, går de på pension i indlandsklitterne, hvor jeg ved, at de har et godt og naturligt hesteliv, siger Lone Hansen. 

Copyright Ridehesten.com
Lone plejer at avle omkring 10 føl om året. Foto: Privat

Stor glæde ved egen avl
I Lone Hansens mange instagram-stories fra Skallerup Ridecenter filmer hun ofte hestene, mens de er på vej ud på tur med de mange turister. Her nævnes de over 100 hestenavne uden at tøve, inden at Lone fortsætter med at filme livet på landet med grisene Kaj og Andrea, høns, kyllinger, katte og selvfølgelig de mange heste og ponyer, som ivrigt kommer tøltende, når Lone kalder. 

Copyright Ridehesten.com
Foto: Privat

Om sommeren rider der op mod 10 hold på tur om dagen fra den gule gård i Skallerup. Det er Lone, som har koordinator-kasketten, og hver aften planlægger hvilke ryttere, der skal ride på de cirka 75 heste, som de har igang på ridecenteret i de travle sommermåneder. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

– Jeg har det bedst, når vi har travlt. At opleve glade ryttere som skridter hjem mod gården efter en totimers tur med tølt og galop på stranden, er bare dejligt. Jeg har en stor glæde ved at se de heste, som vi selv har opdrættet og tilredet, blive til fantastiske turheste og give gode oplevelser til vores gæster, siger Lone Hansen. 

Copyright Ridehesten.com
Lone og Søren driver Skallerup Ridecenter. Foto: Privat

En hel familie 
Det er blevet en fast tradition for mange af Lones følgere på Instagram at se med hver morgen, hvor gåsen Sortenæb bliver lukket ud af stalden, basker med vingerne og nægter at bade i Lones flot indkøbte blå plastikbadekar. Senere på dagen får Sortenæb vindruer og æbler skåret i små stykker, så han kan spise det med sit flækkede næb, og alt det bliver også filmet. 

– Jeg synes, at det er rigtig sjovt at opleve, hvordan mange af vores gæster kender os gennem Instagram og blandt andet tager godbidder med til Snuden (hunden) og vindruer med til Sortenæb. Jeg får mange søde beskeder fra følgere, som nyder at følge med i livet på landet, siger Lone Hansen. 

Lone og Sørens datter, Liv Martine, som har vundet Den Store Bagedyst, er også selv aktiv på Instagram, og det var blandt andet hende, som opfordrede Lone til at begynde at tale henover sine stories, hvilket jo viste sig at være en succes. 

På ridecenteret har de i højsæsonene otte ansatte som turguider. Flere af guiderne er kommer tilbage hver sommer og arbejder for Lone og Søren. Det er blevet en hel familie, fortæller Lone.  

– Det mest udfordrende ved at drive en stor gård med turridning til turister er at finde personale, som er modige nok til at tage ansvar for eksempelvis 10 nybegyndere, som har booket en skridttur til stranden. Og så handler det også om at holde tungen lige i munden i forhold til, hvilke heste som skal have fri hvornår, siger Lone. 

Hun rider ikke længere selv med som turguide, men når tiden er der, tølter Lone og datteren Liv Martine lystigt afsted mod vesterhavet for selv at få én på opleveren. 

Copyright Ridehesten.com
Lone og Liv Martine på tur. Foto: Privat

 

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen