Det er ingen solstrålehistorie, men nærmere et indblik i, når tingene ikke helt går som planlagt. Det var en ganske almindelig onsdag, og solen skinnede fra en skyfri himmel. Stemningen i stalden var fantastisk, og jeg var ved at gøre hestene klar til et fotoshot.

I stedet blev det den dag, hvor jeg virkelig blev klar over, hvor vigtig mit udstyr, såsom ridehjelm og sikkerhedsvest er, hvis uheldet pludselig rammer.

Mit gule lyn, Mette Kildevej var sidste år skadet med en fiberspræning, men nu var hun springende igen, og Fyns Mesterskaberne var lige om hjørnet – det troede jeg i hvert fald.
Seks uger før mesterskabet vente det hele på et split sekund.

Vi havde nogle gode opvarmningsspring, og Mette red en fin galop med et godt grundtempo, men så stoppede hun pludselig foran springet. Jeg fløj op ad sadlen, og slog en koldbøtte henover den store okser. Jeg landede på ryggen og hovedet med kraftig slag tilbage. Men faktisk nåede jeg slet ikke at reagere. Jeg satte mig bare tilbage i sadlen og tog springet en gang til. Mette sprang som uden problemer, men da jeg ville over endnu engang, måtte jeg ned i skridt. Alting blev mere og mere sløret for min syn, og jeg blev hurtig dårlig, og jeg kunne mærke en kraftig svimmelhed, en fornemmelse af kvalme, hurtig puls og en kraftig hovedpine. Jeg husker faktisk ikke engang hvordan jeg kom af hesten.

Turen gik til lægevagten, hvor meldingen var hjernerystelse og et muligt piskesmæld. Jeg gik hjem med beskeden om, at holde mig i ro de næste 14 dage – men også 14 dage uden ridning.
Det slog mig slet ikke, at Fyns Mesterskaberne ikke længere var en realitet. Det blev til endnu to besøg hos lægen, som konstaterede at jeg faktisk havde fået et piskesmæld i nakken, forstuvede muskler omkring rygsøjlen, og det ene skulderblad var meget spændt.
Lægen ordinerede medicin og daglige øvelser.

Tilbage i sadlen?
De første 14 dage stod på søvn og masser af hvile, men efter 3 uger måtte jeg starte på behandling – mine muskler havde været så spændte i nakke og ryg, at jeg ikke kunne få behandling før musklerne igen vil begynde at slappe af.

Jeg begyndte så småt at komme tilbage i sadlen, men første gang, var blot 8 minutters skridt nok ridning for den dag.  I dag er det over 4 uger siden jeg faldt af, og jeg har stadig ondt, men jeg kan nu skridte 20-30 minutter.

Vest og hjelm var min redning
Lægerne fortalte mig, at det var godt jeg havde vest og hjelm på, ellers ville jeg have haft endnu større skader. Jeg springer altid med sikkerheden i top, og det er jeg glad for den dag i dag.

Vi kom desværre ikke med til Fyens Mesterskaberne i år, men jeg ser frem til at vende stærkt tilbage næste år. Men jeg satser på et stærkt comeback – ligesom det år, hvor Mette brækkede benet, og året efter gik vi ind og vandt Fyens mesterskabet i spring for fjordheste i hele to år i træk. Det er dette comeback vi må stile efter igen!

Mange frustrationer
Det som har været sværest under hele forløbet har nok været alle de frustrationer, som det har givet mig i forhold til træning af alle fem heste – for hvem skulle nu træne dem, og hvornår ville jeg igen kunne sidde i sadlen?
Jeg savner at ride, og jeg føler dagene bliver længere og længere. Heste har altid været en stor del af mit liv, så det har været en rigtig svær tid for mig. 

Tak for i læste med

Sabrina fra Sabrinas Horseteam