Indsigt i den islandske hest

22-07-2020 10:00

Merete Haahr

Den islandske hest er på mange måder lige som det, den islandske befolkning gerne vil kendes for: Den er lille, stærk, og helt speciel.  Hvis du vil vide, hvorfor den islandske hest skiller sig ud fra mange andre hesteracer, så læs med her 

Copyright Ridehesten.com
Den islandske hest er en naturlig tölter, som gør den behagelig at ride på Foto: Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Den islandske hest er hårdfør, sikker på benene og den lever længe. Igennem årene har den været kaldt ”den mest nyttige tjener”, og den er som skabt til livet i den barske natur på Island. De islandske heste har været brugt til ridning og arbejde, og deres indsats har gjort livet for lokalbefolkningen en smule lettere. 

Islænderen er som Island: Lille og stærk
Den islandske hest er måske lille af statur, men det er ikke en pony. I følge den officielle hjemmeside for den Islandske hest på Island, : Horsesoficeland.Is er det nærmest  en fornærmelse for befolkningen på Island, at kalde deres stolte hest for en pony. Den Islandske hest er en kompakt hest, ikke meget mere end 140 cm høj, tæt og muskuløs, med en lang ulden pels om vinteren. Normalt bliver heste under 147cm kaldt ponyer, men ingen regel uden undtagelse. En af årsagerne er, at det er efter en gammel tradition på Island, hvor alle avlsforbund altid har karakteriseret islænderen som hest og ikke som pony. Desuden er den meget stærk og hårdfør, og den er i stand til at bære tunge byrder. 

Copyright Ridehesten.com
Den islandske hest er populær verden over, særligt i Skandinavien og i Tyskland. Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen

Den Islandske hest med de særlige gangarter
En af de specielle kendetegn ved den islandske hest er at den har fem gangarter. De fleste heste har tre eller fire gangarter, men den islandske hest er kendt for at have et ekstra gear. Udover skridt, trav og galop, har Islænderen Tölt og Skeið, på dansk kaldet pas. På Island siger man at Tölt er gudernes gave til mennesket. Tölt er en firtaktet gangart og Skeið er en hurtig og flyvende pasgang. Det giver et behageligt ridt, særligt velegnet til det ujævne terræn på Island. Tölt forekommer naturligt for de fleste islandske heste, den er en meget elegant gangart, hvor hesten løfter forbenet højt op, og kun et forben rører jorden. 

Skeið eller pasgangen er et totaktet gangart, hvor to ben på hver side næsten simultant rører jorden samtidigt. Ikke alle Islandske heste kan gå pas, men de der kan, er meget eftertragtede. De bedste og hurtigste pasgængere kan opnå en fart på næste 48 kilometer i timen. 

Se også Ridehestens YouTube-serie, hvor vi undersøgte fordomme om den islandske hest : Fri for fordomme bliver klogere på den islandske hest

Copyright Ridehesten.com
Den islandske hest er også kendt hos det islandske folk, som Den mest loyale tjener. De har i hundredevis af år gjort livet på Island lidt lettere for mennesker og dyr. Foto: Shutterstock

Den islandske hest kom med vikingerne
Ligesom andre små hesteracer, så er den lille størrelse på den islandske hest udviklet igennem tusindvis af år, som et resultat af at leve i på den yderste grænse for, hvor det er muligt for heste at overleve. Islænderne kom til Island med vikingerne i begyndelsen af det 9. århundrede. De kom fra resten af Skandinavien, men også fra de Britiske øer.  

Omkring 100 år senere i år 982, indførte vikingetidens regering Altinget en lov der forbød import af heste udefra. Dette forbud er blevet strengt overholdt lige siden, og det har resulteret i at den islandske hest er blevet renavlet igennem de sidste 1000 år. 

 40 % af islandske heste bliver eksporteret til udlandet 
Der bliver født omkring 3700 islandske føl på Island, og eksporten har været støt stigende de seneste år. I 2010 blev det ifølge World Fengur eksporteret 1158 føl til udlandet, mens tallet var rekord højt i 2017 med 1485 eksporter, næsten 40% af følårgangen. Sverige, Danmark og Tyskland er nogle af de største destinationer for Islandske heste. Forbuddet mod import af heste gælder også for Islandske heste i udlandet, hvilket betyder at ingen islandsk hest som er eksporteret til udlandet, nogensinde får lov at vende tilbage til Island igen. Det er også forbudt at medbringe brugt rideudstyr til Island. Loven er lavet for at beskytte racen mod sygdomme, og på grund af denne strenge isolation, er den islandske hest ikke alene renracet, men også helt fri for sygdomme. Læs også: CEM konstateret ved flere hingste

Copyright Ridehesten.com
Den islandske hest er ædel og elegant at se på, og kendt for sit venlige sind. Foto: Ridehesten.com/Merete Haahr
Nyheden fortsætter efter annoncen

Islandske heste er en tæt kontrolleret race
Den islandske hest er en race, som er tæt kontrolleret af avlsforbundene. Der er omkring 400.000 islandske heste, både nulevende og afdøde heste, som er registreret i det verdensomspændende register for islandske heste, World Fengur. Der er omkring 180.000 nulevende islandske heste i verden, 80.000 på Island, og 100.000 i udlandet. Den islandske hest er populær både i Danmark, men ikke mindst i Tyskland, hvor antallet af heste er støt stigende. 

Islandske heste navne
Et af de karakteriske træk ved islandske heste er de særlige Islandske hestenavne. Alle navne registreret i World Fengur kommer med en lydfil, så man kan høre den originale udtalelse af ordet. Hvert navn består af to dele, en del er navnet på fødegården og det andet er kaldenavnet. For Islandske heste findes der ligeledes en komité som godkender alle navne for islænderhesten. Den blev etableret for at sikre at alle Islandske hestenavne passer til de traditioner der eksisterer for navngivning af hestene, og for at de er stavet korrekt så de passer til den islandske grammatik. Desuden er det for at forhindre at nogle avlere gav hestene upassende, vulgære eller på anden måde anstødende navne. 

Copyright Ridehesten.com
Islandske heste der forlader Island, kan aldrig vende tilbage igen. Der er et 1000 år gammelt forbud mod at importere nye heste til Island for at beskytte racen mod sygdomme og indblanding af fremmede heste. Foto: Shutterstock

De islandske hestes sind: arv eller miljø?
Den islandske hest er berømt for sit temperament og sin karakter. Den er meget venlig, men kan også være meget fyrig. Islandske heste er populære udenfor Island, specielt på grund af deres venlige sind og fordi de er lette at have med at gøre Selvom de er ufrygtsomme og har et iltert temperament, har de også være rolige med en gemytlig karakter. Er det noget medfødt eller hænger det sammen med måden de er vokset op på? De fleste islandske heste på Island er en del af familien, og de får lov at leve et naturligt hesteliv i store flokke, med plads til at røre sig på, og adgang til græs eller hø døgnet rundt. Det kan måske være en af grundene til deres venlige sind. Læs også: De rette heste i flokken skaber ro

Hvor kan man ride Islandske heste?
Der er mange steder i Danmark fra Møn til Nordjylland der tilbyder turridning med Islanske heste. Et af stederne er Camp Møns Klint, hvor man både kan tage sin egen islænder med, og man kan låne islandske heste på et islændersted i nærheden. I Jylland kan man ride på Islandske heste i det rå klitlandskab ved Nymindegab Ridecenter. Her er der 75 islandske heste på ridecenteret, og det inviterer til at nyde naturen på hesteryg. Der er heste til store og små, både erfarne, men også uerfarne ryttere. Der findes mange andre steder i Danmark som tilbyder ridning på Islandske heste og det er altid en stor oplevelse at ride islandske heste på de mange smukke rideruter vi har i Danmark. 

Den internationale dag for den islandske hest 
Hvis du holder af Islandske heste, og har lyst til at vide mere, så sæt kryds i kalenderen d. 12 september. Denne dag er blevet udnævnt til at være Den International dag for den Islandske hest, og der vil være mange arrangementer, både i Danmark, på Island og i andre lande, som fejrer denne skønne hest. Her vil være mulighed for at komme tættere på og møde nogle af de mange enthusiastiske rytter og avlere som holder af den Islandske hest. Hold øje med hashtaggene #horsesoficeland og #dayoftheicelandic horse. Du kan også glæde dig til den 1-8 august  2021, hvor Danmark afholder verdensmesterskab for Islandske heste. 

 

Kilde: horsesoficeland.is

Læs mere i magasinet Ridehesten, artiklen: Lille efterskole med stort hjerterum sætter spor i de unge

Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen