Er du klar til Icehorse Festival?

11-03-2025 12:38

Det er ikke mange dage siden, at MCH Messecenter Herning var fyldt til bristepunktet med hesteglade mennesker, og allerede nu venter næste hestearrangement altså lige om hjørnet. Det er nemlig årets største fest for islandske heste og ryttere, Icehorse Festival

Copyright Ridehesten.com
Er du klar til årets største hestefest for islændere? Foto: Melissa Hoogendoorn

For sjette år i træk markerer verdens største indendørs worldranking-stævne for islandske heste, at stævnesæsonen er skudt i gang. Heste og ryttere i verdensklasse indtager nemlig snart den store scene ved Icehorse Festival. Stævnet har stor succes og interesse fra både ind- og udland, så der er garanti for høj kvalitet og underholdning. Hundredvis af islandske heste og deres ryttere indtager MCH Messecenter Herning i weekenden den 20.-23. marts

Icehorse Festival afholdes i Equsana Arena i Herning den 20.-23. marts 2025, hvor over 300 ekvipager fra hele Europa stiller op til 450 starter. Torsdag og fredag afvikles de indledende runder, og lørdag og søndag sker de spændende finaler. Deltagerne repræsenterer et bredt udsnit af islandshesteryttere, hvor man kan opleve alt fra hobby- eller juniorrytteren, der får sin første fede oplevelse på en storstilet ovalbane, til verdens bedste ekvipager, der tager arenaen med storm og sender kuldegysninger ned ad langsiderne. 

Copyright Ridehesten.com
Foto: Melissa Hoogendoorn

Udover de klassiske sportskonkurrencer kan man opleve X-factor hingsteshowet, hvor nogle af nordens bedste avlshingste giver hoppeejerne noget at tænke over, og publikum et sug i maven, når de kraftfuldt danser rundt i arenaen. I bedste X-factor stil er det publikum, der kårer vinderen via liveafstemning. 

Derudover afholdes der Futurity-klasser for de unge heste, som har fremragende gangartspotentiale men endnu er for uøvede til de klassiske sportsdiscipliner. Futurity-klasserne giver også publikum indblik i bedømmelsen af den islandske hests fem gangarter, idet dommeren løbende fortæller, hvilke kvaliteter, der træder frem hos den enkelte hest. 

Festivalen er traditionen tro en hyldest af den islandske hest. Ved siden af ovalbanen finder du lærerige foredrag med DI Talks, som er med til at udvikle kulturen for islandsheste. Derudover er der et cirka 3000 m2 stort udstillingsområde, hvor du kan finde alt det, du har brug for til dig i din hest, foruden snacks og mad. 

Copyright Ridehesten.com
Foto: Anja Mogensen Photography

Hestenes velfærd i højsæde
Arrangørerne bag Icehorse Festival, Lone Bertelsen, Stine Sandahl og Rasmus Møller Jensen glæder sig til at slå dørene op for årets hestefest, og ligesom sidste år, er hestenes velfærd i højsæde. Det betyder altså øget fokus på hestene under afviklingen af sportsklasserne, under shows og i staldene, hvor arrangørerne opfordrer til at give hestene ro. Det betyder også, at det i ydertidspunkterne morgen og aften kun er rytterne og hjælperne med specifikke ærinder, der må færdes i staldene. 

Stemningen i arenaen skal selvfølgelig kunne mærkes, når de fascinerende heste og deres ryttere suser ned ad langsiderne, men lydniveauet holdes under FEIF's retningslinjer, som blev fastsat sidste år, og i samarbejde med hoveddommeren. 

Generelt er hestevelfærd noget Icehorse Festival vægter rigtig højt, og tager både reglementet og opfordringer til øget hestevelfærd alvorligt. Festivalen samarbejder med Dansk Islandshesteforening, som arbejder for at fremme og udbrede kendskabet til den islandske hest, racens velfærd og korrekte anvendelse i ridesporten, så der vil altså under hele stævnet være fokus på hestenes ve og vel. I udtagelsesklasserne er der som minimum 25% udstyrskontrol, mens der i både finale- og sportsklasserne samt andre discipliner og shows er 100% udstyrskontrol. 

Copyright Ridehesten.com
Foto: Anja Mogensen Photography

Spænding fra morgen til aften
Icehorse Festival løber som skrevet af stablen fra den 20.-23. marts, og her er hoveformatet altså World Ranking-konkurrencen med Sport A- og Sport B-klasser over alle fire dage. Stævnet foregår indendørs på ovalbanen, der er bygget til formålet og med de helt rette forudsætninger for hestens velbefindende. Klasserne løber fra om morgenen klokken 08.00 til sent om aftenen klokken 22.10. 

Årets deltagere er en god blanding af velkendte ekvipager og nye, spændende ekvipager, der skal træde ind på den store scene for første gang. I udtagelserne rider juniorer, ungryttere og seniorer blandet, hvorefter der rides finaler. Der afvikles ikke separate finaler for juniorer eller ungryttere, men de kan, hvis de kvalificerer sig, deltage i en finale med seniorerne. Lørdag aften vil der være præmieoverrækkelser for henholdsvis juniorer og ungryttere baseret på deres resultater i udtagelserne, ligesom lørdag aften også er der, hvor årets hyggeligste begivenhed afsluttes med et brag af en fest, hvor alle samles og fejrer deres kærlighed til den islandske hest.

  • Mere end 300 islandske heste fra hele Europa
  • Sportspræstationer i verdensklasse
  • Årets hyggeligste stævne for alle rytterniveauer
  • Udstillingsområde med mulighed for shopping
  • Stort hingste-line-up og liveafstemning
  • Futurity-klasser for unge talenter
  • Spændende foredrag - DI Talks. 
  • Underholdning og fest

Alt er inkluderet i billetprisen, som kan købes over sporti.dk. Her kan man både købe partout- og dagsbilletter. 

Køb partout- eller dagsbillet her

Se deltagerlisten (opdateres løbende). 

Se program, kommende deltagerliste og mere info på: www.icehorsefestival.com

Copyright Ridehesten.com
Foto: Melissa Hoogendoorn
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner