Annika Knudsen Lorentsen
Dagens højeste klasse ved CSI-stævnet i Lier, Belgien, var en 145 cm-klasse, hvor danske Mathias Nørheden Johansen sikrede sig en topplacering.
Sammen med den velspringende Accolade e. Chacco-Blue/ Germus R leverede han fejlfrie runder i både hovedrunden og omspringningen, og dermed endte de som nr. 3 ud af 80 ekvipager.
Ved stævnet deltager østrigske Benjamin Saurugg, som er ansat på det nordjyske stutteri Alfarvad, blandt andet i sadlen på den danskavlede Ally Alfarvad Z e. Air Jordan/ Quinar Z (opdr. J.E. Jensen/Alfarvad A/S), og sammen blev de i dag nr. 5 i en 140 cm-klasse.
Til start ved stævnet er også danske Laura Baaring Kjærgaard, og hun har opnået flere placeringer, blandt andet med den 8-årige Obora's Laura e. Luidam/ Non Stop.