Britt Carlsen
Global Dressage Forum sætter fokus på nogle af verdens mest succesfulde dressurheste gennem tiden ved den 15. udgave af det populære Forum, der sidste år blev afviklet på Blue Hors. I år er GDF flyttet tilbage til Holland, og arrangørerne har udvalgt ti topheste, og kriterierne for udvælgelsen har været en individuel guldmedalje ved OL eller sejr i en World Cup finale.
Seks af disse ti heste vil blive udvalgt til at blive præsenteret ved Global Dressage Forum den 26. til 27. oktober. Formålet er at ære disse heste, deres ejere, ryttere, avlere og grooms samt at høre personerne omkring disse topheste fortælle om hestenes særlige karakter. Hvad gjorde disse heste så specielle, og bedre end deres modstandere ved OL og ved World cup Finalerne?
Følgende heste blev valgt: Rembrandt (Nicole Uphoff), Matador (Kyra Kyrklund), Valegro (Charlotte Dujardin), Corlandus (Margit Otto-Crepin), Totilas (Edward Gal), Salinero (Anky van Grunsven), Ahlerich (Reiner Klimke) , Granat (Christine Stückelberger), Gigolo (Isabell Werth) og Bonfire (Anky van Grunsven).
Det er dog alle dressurinteresserede som kan være med til at udvælge de seks bedste heste blandt de ti nominerede. Man kan afgive sin stemme på www.globaldressageforum.com hvor man kan angive sin top tre under ”Greatest Dressage Horses Ever” indtil den 1. juli.