Anna Pørtner
I denne weekend løber den 45. udgave af Longines FEI Jumping World Cup-finalen af stablen i Basel, Schweiz sideløbende med FEI Dressage World Cup-finalen, hvor verdens allerbedste ryttere tørner sammen i kampen om titlen som World Cup-vinder. Danmark har en enkelt rytter til start, og selvom han ikke deltager i World Cup-finalen, sikrede han i går endnu et suverænt resultat i den imponerende arena.
Det var danske Andreas Schou, der sammen med den 11-årige Billy Matador e. Billy Mexico/ Animo red den 145 cm høje CSI3*-klasse. Her var 38 ekvipager til start, hvoraf navne som Marcus Ehning, Robert Whitaker og Maikel van der Vleuten var iblandt. Med andre ord - der var kamp til stregen.
Schou og Billy Matador red på banen som klassens anden sidste ekvipage, og her var opgaven helt klar. For at sikre sig en topplacering, skulle han ride fejlfrit og dermed sikre sig en plads i omspringningen. Missionen lykkedes, og sammen med 23 andre ekvipager skulle Schou og Billy Matador altså i en spændende omspringning.
I omspringningen lå første-, anden-, tredje- og fjerdepladsen alle indenfor 34 sekunder, så det var altså marginalerne, der gjorde forskellen. Da Schou skulle på banen som anden sidste rytter i omspringningen, var opgaven klar - fejlfri og hurtigere end tyske Sophie Hinners, der i sadlen på Nuraya 3 e. Nurjev/ Bisons Golden lå på en foreløbig førsteplads med tiden 34,03 sekunder.
Den danske ekvipage gjorde et ihærdigt forsøg, og med en fejlfri runde og en tid blot 0,7 sekunder langsommere, sneg han sig ind bag tyskeren, hvilket betød en foreløbig andenplads til Schou og Billy Matador med kun en enkelt rytter tilbage i klassen.
Da sidste rytter havde været på banen, lå det klart, at Andreas Schou og Billy Matador havde sikret sig en suveræn flot andenplads i et utroligt stærkt felt. Førstepladsen gik derfor til tyske Sophie Hinners, mens endnu en tysker tog sig af tredjepladsen, nemlig Josch Löhden i sadlen på EIC Shabernack e. Cornet Obolensky/ Quidam de Revel, der red i tiden 34,31 sekunder.
– Det er dejligt, at Billy endnu en gang levere så flot et resultat til et af Europas flotteste stævner, lød det fra en glad Andreas Schou efter gårsdagens placering.
I dag gælder det endnu en gang for den danske ekvipage, der skal i ilden i den 150 cm høje klasse. Her gælder det om at være hurtig og fejlfri, da den hurtigste ekvipage med færrest fejl er vinder. Andreas Schou og Billy Matador skal på banen som start nummer 24. Senere i aften skal anden afdeling af Longines FEI Jumping World Cup-finalen rides, hvor 37 ekvipager skal til start i den 160 cm høje klasse. Søndag kulminere hele denne sæsons World Cup i en hæsblæsende finale, hvor dette års vinder for alvor skal findes.
Se Andreas Schou og Billy Matadors runde fra gårsdagens 145 cm klasse herunder: