Sidste dag i Sundeved - opdateret

02-03-2014 16:53

Sidste stævnedag ved Sundeved Dressurfestival med første afdeling af ECCO Cup for juniorer, ungryttere og U25 er netop afsluttet – se vinderne herunder

Copyright Ridehesten.com
Carina Nevermann Torup og Lykke's De Niros - her ved DM-stævnet på Broholm 2012.

Lørdag aften blev afsluttet af en Prix St. Georges, som blev vundet af Pernille Ørum på Sandbæks Don-Aron e. Blue Hors Don Schufro med 71,623%.

Søndag startede med en Intermediaire I, hvor Carina Nevermann Torup på Romando e. Blue Hors Romanov red sig til sejr med en score på 69,342%.

Herefter fulgte ECCO Cup kür-klasserne for junior, ungrytter og U25.

Det blev endnu en gang Alexandra Sørensen på Camiro Mandø e. Blue Hors Future Cup, der tog sejren for juniorerne med en score på hele 76,583%, foran Amanda Overgaard på Horsebo Smarties e. Gribaldi på andenpladsen med 75,458%. På en delt tredjeplads kom Kristine Koch Bejtrup på Cavalér e. Blue Hors Cavan og Sille Engermann på Fernet D e. Fürst Heinrich, begge med 74,375%.

- Jeg har haft et fantastisk godt stævne. Jeg vil gerne takke for super fine omgivelser her i Sundeved og selvfølgelig tak til ECCO, fortalte en glad Alexandra Sørensen til Ridehesten.com efter sejren.

Henriette Dam Vestergaard på Leopold e. Loudini snuppede med en score på 74,625% sejren for ungrytterne. Andenpladsen gik til Kathrine Springborg på May Candeloro e. Michellino med 73,000%, mens tredje- og fjerdepladsen gik til henholdsvis Cecilie Lyndrup på Lambada e. Lobster med 72,208% og Anne Fabricius Tange på Sundorfs Aqino e. Akinos med 71,500%.

Fire ekvipager var til start i ECCO U25 Grand Prix, hvor det blev Carina Nevermann Torup på Lykke’s De Niros e. De Noir, der tog sejren med 66,124%.

- Blue Boy var desværre ikke ligeså godt fremme som de andre dage, og fik derfor en del dyre fejl. Men han lavede dog stadig flotte ting. Det var Lykke's De Niros' debut i dag, og jeg havde en rigtig fin tur på ham, fortalte Carina Nevermann Torup til Ridehesten.com.

Sundeved Dressurfesteval blev afsluttet af en Grand Prix Special med tre startende ekvipager. Vinderen blev Jim Rasmussen på Broholm’s Highlight e. Midt-West Ibi-Light med en score på 68,922%.

- Det gik godt. En lidt forsigtig tur fra min side, men en veloplagt hest og ikke de store fejl. Så er vældig tilfreds, fortalte Jim Rasmussen til Ridehesten.com.

Se flere resultater HER.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner