Sheena i spidsen ved DM i voltigering

14-10-2018 10:42

Camilla Tiefensee Schrøder

Sheena Bendixen, som fornylig er hjemvendt fra VM i Tryon med en sjetteplads blandt verdens bedste, fører foreløbig DM i voltigering i sin kategori. Mesterskabet afgøres i dag ved stævnet hos EOR

Copyright Ridehesten.com
Sheena Bendixen. Foto: Ridehesten.com/arkiv
Nyheden fortsætter efter annoncen

Lørdag blev første afdeling af Danmarksmesterskabet og Agria DRF-mesterskaberne i voltigering afviklet hos Esbjerg og Omegns Rideklub. Ikke uventet har VM-voltigør Sheena Bendixen lagt sig i spidsen for Danmarksmesterskabet for individuelle kvindelige voltigører. Derudover blev der vist høj kvalitet i de fem Agria DRF-mesterskaber, hvor SVT1 har taget føringen i mesterskabet for juniorhold, og Ida Trab Christensen ligger til guld individuelt for juniorer. Det skriver Dansk Ride Forbund.

Sheena på guldkurs
Sheena Bendixen og Longefører Lasse Kristensen og hesten Klintholms Ramstein er netop kommet hjem fra VM i Tryon med en flot 6. plads i kufferten. Derfor er Sheena også storfavorit ved dette års Danmarksmesterskab. Der er syv voltigører til start i mesterskabet, og efter dagens obligatoriske og frie program er Sheena, Lasse og Ramstein kommet bedst fra start med en score på 8,433 point. Andenpladsen indtages foreløbig af Nanna Trap Christensen, Longefører Pia Sørensen og hesten Boston med 7,817 point, og så er Amanda E. Staalsø, Longefører Sanne Lorenzen og hesten Bendorfs Pilgrim på en tredjeplads med 7,208 point. Mesterskabet afgøres søndag med det tekniske program og kür.
Se resultatlisten.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Leon Lynnerup i front hos herrerne
I Agria DRF-mesterskabet for individuel senior- herre har Leon Lynnerup trukket i den gule førertrøje og allerede her på førstedagen lagt afstand til sine konkurrenter. Efter det obligatoriske og frie program har Leon Lynnerup, Longefører Charlotte Præstgaard og hesten Cairo opnået 7,002 point. Resultatet fra hele klassen kan ses her. I Agria DRF-mesterskabet for seniorhold er der kun et hold til start, og det er BIS1 med longefører Maria Rasmussen og hesten Turbo af Kloster. Holdet har fået 7,473 point.

SVT1 dagens bedste juniorhold 
Fire hold er til start i Agria DRF-mesterskabet for juniorhold, og her har SVT1 med Longefører Sanne Lorenzen og hesten Rådbjergs Pari Town lagt sig i spidsen for mesterskabet med 7,119 point. Alle holdenes resultater kan ses her.  I det individuelle Agria DRF-mesterskab for juniorer er der syv voltigører til start, og Ida Trab Christensen, Longefører Pia Sørensen og hesten Boston har taget føringen med 7,596 point. Lige i hælene på Ida er Emma Kaps, Longefører Lasse Kristensen og VM-hesten Klintholms Ramstein med 7,583 point. Helene Nagel-Harvig, Longefører Maria Louise Rasmussen og hesten Egelund Manhattan er på tredjepladsen med 7,561 point. Resultatet af hele klassen kan ses her. To udøvere udgør Agria DRF-mesterskabet for children, og her er det Julie Christensen, Longefører Sanne Lorenzen og hesten Bendorfs Pilgrim, der fører med 6,610 point. Se mere her.

Festlige mesterskaber 
Esbjerg og Omegns Rideklub (EOR) er i denne weekend vært for Danmarksmesterskaberne, Agria DRF-mesterskaberne og Landsmesterskaberne i voltigering. Ca. 200 udøvere dyster i weekendens konkurrencer, og der er lagt op til nogle festlige dage med topsport. Der er gratis adgang til stævnet, men har du ikke mulighed for at lægge vejen forbi Vestjylland, så livestreamer Zibrasport.dk hele weekenden.

Se resultatlisterne.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner