Camilla Tiefensee Schrøder
Med to fejlfri runder fik Nikoline Dresler og Chocalarto sikret sig sejren i torsdagens CSIP 120 cm ved det internationale stævne for unge springryttere på Sentower Park i Opglabbeek, Belgien. I samme klasse blev Josefine Sandgaard Mørup også placeret med både Bebo Com og Rainbows Mocha, og det samme gjorde Emma Ponsaing og Sixmile Waterblaze.
Nikoline Dresler var også til start på hest i CSIJ-A 125 cm, hvor hun blev placeret som nummer syv med en fejlfri runde på hoppen Cascada 33 e. Contact ME/Calvin. I denne klasse sluttede Emilie Heering også blandt de placerede med sin fejfri runde på hoppen Atlanta e. For Pleasure/Achill.
I dagens højeste klasse for juniorryttere, CSIJ-A 135 cm, kom Gustav Christian Jacobsen på en flot andenplads med to fejlfri runder på vallakken Fayot e. Lupicor/Edison. Josefine Sandgaard Mørup sprang også fejlfrit på de Semilly Edition e. Diamant de Semilly/Exorbitant XX (opdr. Klaus Thingholm Kristensen) og opnåede placering som nummer 13 i feltet af knap 60 ryttere.
Endnu en placering opnåede Gustav Christian Jacobsen i CSIU25-A 140 cm, hvor han sluttede på en tiendeplads efter to fejlfri runder på hoppen Zypern 4 e. Landos/Caretino.
Anne Kristine Truelsen og Contador-Vitz e. Cabachon/Carano (opdr. Lone Sørensen) blev placeret som nummer otte i gårsdagens CSIU25-A 135 cm, og hun kom også godt fra start her til morgen med en placering i CSIU25-A 135 cm, hvor hun blev nummer ni med to fejlfri runder på DV-hoppen Taarupgaards Troja e. Solos Landtinus/May Sherif (opdr. Chresten H. Espensen).