Juniorerne måtte ud i omspringning (video)

23-08-2020 12:04

Britt Carlsen

Det blev præcist så spændende, som der var lagt op til i afgørelsen for juniorer ved DRF's mesterskab hos Absolute Horses i dag, hvor Nikoline Dresler trak sig sejrrigt ud af omspringningen om guldet

18 juniorryttere mødtes i den afgørende runde ved Agria DRF Mesterskab præsenteret af Stephex & Absolute Horsetruck. Mesterskabet afvikles i første runde efter metode C, hvor fejl omregnes til tid. Det betyder, at rytternes fejl som oftest er med decimaler, og derfor er det usandsynligt, at der må omspringning til om mesterskaberne i år. Ikke desto mindre blev det tilfældet i klassen for juniorer. Det skyldes en officials fejl i fredagens første runde, hvor en forhindring ikke var blevet genopbygget da Maria Barnwitz Schou fik startsignal, og begyndte sin gennemridning. Hun måtte stoppe inden forhindring nr. 5 og det blev besluttet at give hende samme ridetid, som klassens førende rytter Nikoline Dresler. Da de begge red to flotte, fejlfrie runder i søndagens afgørende finale, måtte afgørelsen om guld og sølv ske ved en omspringning.
– Jeg er meget tilfreds, sagde Nikoline efter sejren, mens hun blev lykønsket fra sine konkurenter og fra flere af seniorrytterne, som fulgte mesterskabet. 

Maria Barnewitz Schou åbnede omspringningen med Seana, og det så meget sikkert og hurtigt ud. Men på den store Walber-oxer tog parret en bom. Dermed var al pres på 17-årige Nikoline Dresler og Cascada fra Gråsten. Det pres klarede hun i fin stil, og hun sikrede sejren med et fejlfrit ridt. – Jeg slipper åbenbart ikke af med mit 2'er syndrom, sagde Maria efter sølvet var en realitet. Det har forfulgt hende siden nordisk mesterskab for fem år siden, fortæller hun.

16-årige Josefine Sandgaard Mørup og De Semilly Edition vandt bronze efter to fejlfrie ridt i dagens finalen. Hun stod noteret for 2,68 fejl fra fredagens tidsspringning, hvor hun kom ind på 6. pladsen. – Jeg er ovenud glad for bronzen, sagde hun. Hun har stor mesterskabserfaring som pony- og childrenrytter, men det var hendes første juniormesterskab.

Se resultatet af klassen HER 

Copyright Ridehesten.com
Tre dygtige og talentfulde unge ryttere på podiet: Nikoline Dresler omgivet af Maria Barnewitz Schou og Josefine Sandgaard Mørup. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Læs mere om mesterskaberne hos Absolute Horse i næste nummer af magasinet Ridehesten

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner