Sejr til Kolding Rideklub

29-06-2016 12:58

I den netop forgange weekend har der igen været kvalifikation til Dressurens Venner-Cup ved Blåvandshuk Rideklub

Copyright Ridehesten.com
Vinderholdet fra Kolding Rideklub

Denne kvalifikation af Dressurens Venner Cup var fordelt på to dage på grund af den fine tilslutning. Som nævnt gik sejren til Kolding Rideklub med et hold bestående af Camilla Nergaard/Gørklintgårds Weini, Pernille Poulsen/Irina, Herle Magdalene Rasmussen/Ib - Bandit Fremad og Camilla Lærke Stubberup/Vandbækgårdens Julesco. Holdet opnåede samlet 796 point, og sejren og finalepladsen var i hus.

- Vi er meget glade og også meget overrasket over at vinde kvalifikationen. Vi havde et godt hold i år, men havde de andre klubber også, så vi skulle gøre vores bedste, hvis vi skulle vinde. Vi har været med i en kvalifikation før, men det er første gang, at vi er gået videre til finalen, og vi glæder os helt vildt til finalen i Herning, fortæller Pernille Poulsen fra Kolding Rideklubs vinderhold. Hun fortsætter: - Det var et rigtig hyggeligt stævne hos Blåvandshuk Rideklub. Det ligger lidt langt fra Kolding, men så kunne vi jo lave en weekend ud af det. Jeg synes faktisk, der var rigtig mange publikummer hele weekenden, hvilket især var overraskende lørdag, hvor der kom meget regn. Man kan mærke, at folk kommer for at heppe på deres klubkammerater, og det giver en helt speciel stemning.

Andenpladsen gik til Lisbet Walsted Jørgensen/Sct. Sieben, Anneli Skau Durck/Højvangs Alicat, Mette Toft/ Valløs Natalja og Lise-Lotte Jensen/Cross Carbino fra Sundeved Rideklub med 786.75 point. Gråsten Rideklub 1 kunne herefter tage tredjepladsen med 784 point. Dette hold bestod af: Lene Christensen/Fürst Kurpfalz , Sissel Jeppesen/Welt Rose, Else Libach Hansen/Dior Byhøj og Lea Sandhøj Jørgensen/Zepp Klintgaard. Næste kvalifikation er d. 5. – 7. august hos Heslegård Sportsrideklub.

Om Dressurens Venner–Cup
Dressurens Venner Cup er en landsdækkende turnering i dressur for klubhold, der afvikles over 6 kvalifikationsrunder og en finale. Kvalifikationsrunderne fordeles således, der afholdes 2 runder på Sjælland, 1 på Fyn og 3 i Jylland i perioden april til august. Finalen afvikles i Herning i september. Cuppen er åben for heste og/eller ryttere, der indenfor kvalifikationsperioden ikke har startet højere end sværhedsgrad 3 (MB3) for heste til A-, B- eller C-stævner. På den måde henvender turneringen sig til de fleste dressurryttere rundt omkring i de danske klubber.

Om Dressurens Venner
Foreningens formål er at fremme en visionær udvikling af dansk dressursport med henblik på at højne kendskabet og det faglige niveau. Dressurens Venner tilstræber at sætte fokus på dressurridning, at støtte dressursporten, at have opmærksomhed på talentudvikling og give dressuroplevelser af højt niveau.

Bestemmelser Dressurens Venner – Cup 

Resultater

Kilde: Dansk Ride Forbund

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner