Anna Pørtner
Den svenske dressurrytter Patrik Kittel har skrevet sig endnu længere ind i historiebøgerne, efter han i weekenden sikrede sig sit 13. svenske mesterskabsguld i dressur. Dermed overgår han den tidligere rekordholder Ulla Håkansson, der stod noteret for 12 svenske mesterskabstitler.
Ved det svenske mesterskab på Grevagården tog Kittel sejren med hingsten Touchdown e. Quaterback/ Sack, og det var samtidig første gang, at ekvipagen kunne kalde sig svenske mestre sammen. I fredags lagde de sig i spidsen af mesterskabet efter en vellykket Grand Prix til 73,891%, hvor blandt andet galopprogrammet blev belønnet flot med mange 8-taller og enkelte 9-taller. Det lagde altså et solidt fundament forud for søndagens finale, som blev afviklet i Grand Prix Kür.
Endnu en gang lagde Patrik Kittel og den 14-årige hingst sig suverænt i front med en meget flot og harmonisk kür til 82,225%, og der var altså bred enighed hos de fem dommere om, at han skulle være dansk mester. Kittel modtog blandt andet 9,5 og 10 for musikaliteten i küren, ligesom han modtog flere 9,5-taller for koreografien. En særdeles vellykket kür, der gav ham sin 13. mesterskabstitel.
Det var et særdeles stærkt felt, der var til start ved årets mesterskab, og andenpladsen gik altså til Maria von Essen i sadlen på 14-årige Invoice e. Jazz/ Ferro, som også har haft en særdeles lovende sæson med blandt andet en sejr ved World Cup-kvalifikation i Göteborg tidligere på året. I denne weekend sikrede de sig sølvmedaljen efter en Grand Prix til 72,326% og dagens Grand Prix Kür til 77,955%.
Bronzemedaljen gik til Cecilia Bergåkra, der til dagligt er bosat i Danmark hos Randbøl Dressage Academy, hvor hun samarbejder med NorCordia. Af den årsag har hun også været startende med stor succes ved flere danske stævner det seneste års tid, og så har hun haft en særdeles flot start på seniorklasserne med sin hest My Friend e. Friendship/ Troll. Hun red sig til tredjepladsen med 70,413% i Grand Prix og 73,910% i Grand Prix Kür.
Efter sejren satte Kittel ord på den særlige milepæl, som han gennem årene har joket med at jagte:
– Det bedste er ikke, at jeg slog Ulla, men da jeg red det svenske mesterskab på Eriksberg for 14 år siden, jokede vi med, at nu er der kun 11 tilbage til Ullas Rekord. Vi har gjort det til en ting gennem årene. Hele rejsen er blevet bygget op trin for trin, fortalte Kittel efter sejren til det svenske medie Ridsport.
Selvom den svenske toprytter har vundet et hav af medaljer gennem karrieren, understregede han, at hvert mesterskab stadig kræver fuld koncentration.
– Det føles rigtig godt at vinde den 13. guldmedalje. Når man har gjort det i 14-15 år med så mange fantastiske heste, betyder det meget. Jeg tror, jeg har seks eller syv forskellige heste, der har vundet svensk mesterskabsguld, og det siger også noget om, hvilket privilegium det er at arbejde med så mange exceptionelle individer, sagde han.
Gennem karrieren har Kittel vundet det svenske mesterskab med hestene Toy Story, Scandic, Deja, Delaunay, Forever Young HRH, Fuhur og nu Touchdown.
Touchdown har de seneste år markeret sig blandt verdenseliten sammen med Kittel. Ekvipagen deltog senest ved World Cup-finalen i Fort Worth, hvor de sluttede på en flot fjerdeplads. De var ligeledes en del af det svenske OL-hold i 2024 i Paris, og så repræsenterede de også Sverige ved EM i fransk Crozet sidste sommer. Samtidig er de blevet et velkendt navn for det danske publikum ved World Cup-stævnet i Herning, hvor de flere gange har taget sejren.