Maja Golles
Michellino-sønnen Atterupgaards Molberg oplever under Sanne Henningsen stor succes på konkurrencebanen i Kolding disse dage, og det tegner til en fin sæson for ekvipagen, som forventes at deltage også ved DM på Broholm og NM i Drammen over sommeren. I dag blev det med 71.88% til en klar sejr til Sanne og Molberg i Grand Prix Special. - Jeg er fantastisk glad over, at hesten har klaret sig godt hele weekenden. Det lover godt for både DM og NM, men det er jo ikke til at vide sig sikker med de unge heste, men for tiden går det meget godt, lød det fra Sanne umiddelbart efter sejren på 9-årige Atterupgaards Molberg. Sanne scorede hele 71,88% på trods af at hun red forkert i sit program. En anden ung hest, der denne weekend gør sig gode erfaringer og hverver flotte placeringer, var at se på 2. pladsen; nemlig Polka Hit Nexen med Andreas Helgstrand. De scorede 69.31 % foran Mikæla Lindh og Skovlunds Más Guapo med 67.78%. Intermediaire tidligere i dag blev vundet af Mette Hviid Schultz og Dawina 25 foran Annemette Summers Mortensen/Tranholms Cortillo og Karen Nielsen/Zana.