Amira Aasted Jespersen
For ca 1 ½ år siden tog jeg beslutningen om at flytte fra rideskole og til et privat sted. Før det stod jeg på Møllebakkens rideklub, som var det sted som hvor jeg lærte hvad dressur var. Efter rigtig mange år på Møllebakkens rideklub, besluttede mine forældre og jeg at det var på tide at vi flyttede Topper hen til et sted hvor jeg kunne have noget mere ro omkring min ridning, på det tidspunkt var vi lige kommet tilbage fra DM hold og Nordisk mesterskab, så vi synes at det var ved at være tid.
Hestengen Dressage
En dag var min mor, min veninde og jeg på vej hjem fra stranden og kørte forbi et virkelig lækkert dressur sted, kun 5 min fra hvor vi bor. Jeg fik heldigvis overbevist min mor om at køre ind forbi stedet. Ejerne af stedet var heldigvis så søde at give os en rundvisning, selvom de var i gang med den store hovedrengøring og de ikke vidste vi kom. Da rundvisningen var forbi fortalte de så, at de faktisk havde en boks ledig. Vi aftalte så at det blev mig der overtog den boks selvom det slet ikke var meningen at det var sådan et fint sted vi skulle flytte hen.
Jeg kunne ikke være mere glad for at stå her, jeg har virkelig fået meget mere luft til min træning i forhold til da jeg stod på rideskole, og så har Hestengen virkelig også bare nogle fede faciliteter. De har både en lækker ridehal og udendørsbane, begge med mål på 20x60 m. De har også både vinter-, sommer- og overgangsfolde, så om vinteren står hestene på en paddock fold, og så her når det bliver varmere rykker vi dem over på overgangsfoldene med græs, inden de kommer ud på de helt store græsfolde. Alle heste har ovenikøbet deres egne folde. Her i vinters fik vi også en helt ny skridtmaskine hjem, som er overdækket, så den kan bruges i alt slags vejr.
Jeg er super glad for at have muligheden for at have min hest stående sådan et sted. Men jeg har virkelig også været glad for den tid på rideskolen da jeg var mindre, fordi der havde man virkelig også godt af at være en del af alt det sociale der sker på en rideskole. Men på et tidspunkt kunne jeg også godt mærke, at jeg var klar til at give slip på det sociale og sætte min ridekarriere i første prioritet.